Håndbold

Svan fortsætter i Flensburg-Handewitt

Landsholdsspilleren Lasse Svan har forlænget sin kontrakt med Flensburg-Handewitt, hvor han kommer til at spille minimum 14 sæsoner.

Lasse Svan og Flensburg-Handewitt matchede længe før, datingappen Tinder blev opfundet.

Siden er kærligheden mellem højrefløjen og klubben vokset og vokset, og søndag har de såmænd indgået endnu en aftale om at forlænge partnerskabet.

Lasse Svans kontrakt er blevet forlænget, så den først udløber i sommeren 2022. Til den tid vil landsholdsspilleren have fuldendt sin 14. sæson i den nordtyske storklub.

- Jeg er lykkelig for, at min karriere fortsætter i klubben. For mig og min familie er Flensburg og Handewitt blevet vores hjem, og jeg elsker at spille foran fansene i ’nordens helvede’. Jeg er stolt af at være en del af det her mandskab, og jeg glæder mig til at arbejde videre med dem hver eneste dag, siger Lasse Svan til klubbens hjemmeside.

Inden søndagens kontraktforlængelse havde Svan og Flensburg-Handewitt papir på hinanden frem til sommeren 2020. I den tid er det blevet til titler i Champions League, EHF Cuppen, den tyske pokalturnering og i Bundesligaen.

Søndag den niende juni kan Svan og Flensburg-Handewitt blive tysk mester foran den gang i træk og for tredje gang i deres tid sammen. Det kræver blot et enkelt point i udekampen mod Bergischer.

Ud over Flensburg-Handewitt har Lasse Svan kun spillet tophåndbold i GOG. Den rutinerede fløj, der har spillet over 200 landskampe og vundet både OL, VM og EM med Danmark, vil kun være et par måneder fra et fylde 39 år, når den nye kontrakt udløber.