Håndbold

Skjern tog rørende afsked med succesduo

Syv afskedsbuketter blev uddelt efter Skjerns bronzesejr onsdag aften, og særligt Henrik Kronborg kunne ikke holde tårene tilbage, da han modtog sin.

Med bronzemedaljer om halsen sagde Skjern Håndbold onsdag aften farvel til række af klubbens profiler. Blandt andre de to trænere, Ole Nørgaard og Henrik Kronborg.

Og det blev ikke uden tårer, da Kronborg, holdets nu forhenværende assistenttræner, tog imod sin hyldest i Skjern Bank Arena efter tre års tjeneste, der blandt andet har budt på DM-guld, DM-sølv, en pokaltitel og en kvartfinale i Champions League.

- Det har været tre rigtig gode år, hvor vi har vundet rigtig meget. Det gør ondt at skulle undvære spillerne. De er fantastisk dygtige og ikke mindst rigtig gode mennesker, sagde en rørt Henrik Kronborg til TV 2 SPORT efter afskedsceremonien.

- Jeg lever rigtig meget i relationen til andre mennesker, og jeg er kommet meget tæt på de her gutter, så det føles hårdt.

I nærmeste fremtid vil Kronborg dedikere sig fuldt ud til rollen som assistenttræner på det danske herrelandshold, men uden ugentlige kampe bliver der også mere tid til familien.

- Planen er, at næste år går med at være omkring landsholdet med Nikolaj Jacobsen. Og så har jeg en familie, som er rejst med mig herover, så vi ser, hvad der skal ske fra næste sommer. Lige nu har vi et år, hvor jeg også kan få lov at nyde at være far og være hjemme i weekenderne, siger Henrik Kronborg.

Nørgaard takkede af efter syv år

Efter Kronborg gik turen videre til cheftræner Ole Nørgaard, der efter syv års tro tjeneste lægger sin trænerkarriere på hylden. Han kan se tilbage på en tid i Skjern Håndbold, hvor han har løftet holdet fra at blandt de bedste midterhold til at kæmpe med om guld og sølv i de seneste år.

- Det fylder rigtig meget, at jeg sammen med en masse dygtige folk har været med til at gøre Skjern til et permanent tophold. Vi er jo egentlig skuffede over bronze i dag, og der er der mange, der har bidraget til. Bronzen er jo et plaster på såret.

- Jeg har bidraget med det, jeg kan og vil til dansk håndbold. Nu vil jeg noget andet med mit liv, og det ser jeg frem til. Men jeg vil stadig følge sporten i tykt og tyndt, og jeg vil stadig komme i hallerne eller følge med foran skærmen, siger Ole Nørgaard.

Skjern vandt bronzen med en sejr på 32-28 over Bjerringbro-Silkeborg.

Udover trænerduoen vinker Skjern Håndbold også farvel til end fem spillere:

  • Målmanden Emil Nielsen, der skifter til Nantes i Frankrig.
  • Højrefløj Sebastian Augustinussen, der skifter til Nantes i Frankrig.
  • Venstreback Jan Grebenc, der skifter til Celje i Slovenien.
  • Bagspiller Tandri Mar Konradsson, der skifter til Stjarnan på Island.
  • Stregspiller Christoffer Cichosz, der skifter til TTH Holstebro.
  • Stregspiller Benjamin Jakobsen, hvis fremtid er uafklaret i skrivende stund