DM-finale udsolgt på rekordtid: - Har aldrig oplevet noget lignende

Aalborg-direktør Jan Larsen har aldrig oplevet så stor interesse for en håndboldkamp, som det er tilfældet med den tredje DM-finale.

Se DM-finalen mellem Aalborg og GOG direkte på TV 2 fra klokken 15.30.

På søndag slutter håndboldsæsonen med et brag, når Aalborg Håndbold tager imod GOG i den afgørende DM-finale.

Og det kan tydeligt mærkes på interessen, da Aalborg få minutter efter at have åbnet for billetsalget måtte melde udsolgt til kampen i Jutlander Bank Arena, der har plads til 5.000 tilskuere.

- Det tog jo ikke mere end 5-7 minutter før de resterende billetter var væk. Det er rekord. Vi kunne se, at der allerede sad 1.500 personer i kø, da vi åbnede, siger direktør i Aalborg Håndbold, Jan Larsen, til TV 2 SPORT.

- Jeg har trods alt været med i gamet i mange år, og jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det er det vildeste, jeg har været med til i forhold til interesse for en håndboldkamp.

Finalen blev en realitet, efter nordjyderne med fire sekunder tilbage sikrede en sejr på 32-21 på udebane mod GOG torsdag aften.

Og spillerne havde knapt forladt banen, før det stod klart, at der ville komme tryk på under billetsalget fredag formiddag.

- Fem minutter efter kampen mod GOG var slut mod GOG, havde en af vores medarbejdere fået over 60 mails. Så der kunne vi godt regne ud, at det blev hektisk.

Billetsalget åbnede først, da både sponsorere og GOG havde fået tildelt billetter, mens det åbne salg også blev begrænset af, at der er rigtig mange Aalborg-fans med sæsonkort.

- Det var helt vanvittigt overvældende, og vi havde snildt ramt 10.000 solgte billetter. Så jeg er samtidig lidt ked af, at vi måtte skuffe så mange, fortæller Jan Larsen.

DM-finalen mellem Aalborg og GOG går i gang klokken 16.00 søndag.