Møllgaard efter DM-guld: - Kunne ikke være skrevet smukkere
Henrik Møllgaard roser holdet for, at de trods skader til profilerne alligevel formåede at besejre GOG i kampen om det danske mesterskab.
Søndag sikrede Aalborg Håndbold sig klubbens fjerde danske mesterskab, da de besejrede GOG med 38-32 på hjemmebane.
Nordjyderne var uden klubbens topscorer Ómar Ingi Magnússon i alle finalekampene, men formåede selv uden en af holdets største profiler at vinde DM-guld.
- Hele sæsonen igennem har holdet været stjernen. Vi har løftet os hele vejen, og vi har fundet på nye ting. Vi er bare blevet stærkere, og så står vi i kamp tre og udraderer GOG. Det kunne ikke være skrevet smukkere, siger Henrik Møllgaard til TV 2 SPORT.
Aalborg Håndbold tabte ellers det første opgør i finaleserien på hjemmebane mod fynboerne, men en sejr på udebane i Gudme torsdag og igen en sejr søndag sendte altså mesterskabet til Nordens Paris.
Dermed vandt klubben for første gang i historien ’the double’, der tæller både det danske mesterskab og en sejr i pokalturneringen.
- Det har været en fuldstændig fantastisk sæson fra vores side, hvor jeg synes, der har været rigelig med modgang. Men der har været et fantastisk kollektiv hele vejen igennem. Det er en historisk sæson for Aalborg Håndbold, siger klubbens anfører René Antonsen.
Cheftræner i Aalborg Håndbold, Stefan Madsen, har tidligere været med til at vinde mesterskabet i den nordjyske klub som assistenttræner, men nu lykkedes det ham også at gøre det med det største ansvar på skuldrene.
- Det er altid stort at vinde et dansk mesterskab, men det kriller en lille smule ekstra i maven i dag. At vi kan gøre det med de bump på vejen, vi har haft, det er fantastisk. Vi fandt det rigtige spændingsniveau i dag. Vi nød at spille samtidig med, at vi turde at afgøre det. fortæller Stefan Madsen.
Aalborg Håndbold blev senest dansk mester i 2017.