Nyegaards karakterbog: Unge bagspillere sendte signal til landstræneren

Flere spillere blev sparet i landskampen mod Færøerne, men en del af afløserne greb chancen og viste sig fint frem for landstræneren.

De danske håndboldherrer fik rundet en lang, men også fremragende landsholdssæson af med en sikker sejr over Færøerne.

Sejren på 31-24 i EM-kvalifikationen burde nu have været større ifølge Bent Nyegaard:

- Det var en ok præstation af det danske landshold. Men mod et hold som Færøerne, så skal der være en større målforskel end syv scoringer. Vi spiller lige op med Færøerne i de sidste tre kvarter, og det er selvfølgelig i underkanten, lyder den umiddelbare analyse fra håndboldeksperten

- Når sejren er for lille, så sker det også, fordi de litauiske dommere tillod ufatteligt lange færøske angreb. Det kostede på den danske defensivs koncentration. Det er ikke godt nok, men det irriterer mig at de to kampledere ikke får sat ind overfor det.

Landsholdsanfører Niklas Landin samt Mikkel Hansen havde fået fri til kampen i Aalborg. Og flere af de øvrige danske verdensmestre blev også sparet og så mere eller mindre hele kampen fra bænken.

Danmark stillede således til start med otte spillere (forsvars-angrebsudskiftning), der tilsammen kun har repræsenteret A-landsholdet 178 gange. Det er eksempelvis 33 færre landskampe end søndagens anfører, Lasse Svan Hansen, har på sit CV.

Han kunne fra bænken se særligt to noget yngre landsmænd gribe chancen.

- Flere nye spillere var reelt til eksamenen og fik vist sig frem. Lasse Andersson og Jacob Holm sendte et signal til landstræneren, om at de er nogle, som han skal holde øje med. Mange gode momenter fra de to, som jeg også ser som kampens bedste danske spillere.

Lasse Andersson og Jacob Holm scorede begge syv gange i kampen - akkurat som Færøernes Kjartan Johansen.

square to 16x9

Nyegaards karakterskala

6 - HØJ KLASSE

5 - KLASSE

4 - OVER MIDDEL

3 - MIDDEL

2 - UNDER MIDDEL

1 - IKKE SÅ GODT

0 - DUMPET

Herunder følger Bent Nyegaards karakterer til de danske spillere og landstræner Nikolaj Jacobsen.

Jannick Green: 5

Han startede dårligt med lette bolde, der gik ind. Men i de sidste 20 minutter spillede han sig rigtig godt op og havde flere gode redninger. Især på de åbne chancer sluttede han godt af. Redningsprocenten på de 50% hiver ham op på fem-tallet.

Kevin Møller: 2

Han havde lidt omvendte udvikling i forhold til sin målmandskollega. Han faldt sammen med det danske forsvar i første halvlegs sidste 10 minutter, hvor han stort set ikke får fat i noget. Det er ikke godt nok. Enkelt suverænt udkast, der desværre ikke kom nok i aktion i dag.

I EM-kvalkampen mod Danmark sluttede Kjartan Johansen 1. halvleg flot af med en scoring direkte på frikast. Video: David Schiøler

Simon Hald: 3

Manglede noget på afslutningsdelen. Sammen med sin gamle Aalborg-kammerat, René Antonsen i forsvaret, klarede han det udmærket. Der var nu også nogle afstemningsproblemer. Overfor de umindeligt lange, men også fine færøske angreb præsterede han ikke mere end til middelkarakter.

Anders Zachariassen: UB

Kom ikke på banen.

René Antonsen: 3

Som altid god dynamik fra René Antonsen. Scorer to på tre. Gør det helt okay, men landsholdsdebutanten fik også raget to unødvendige udvisninger til sig. Fik ved den ene lejlighed vist fleksibiliteten i den færøske landsholdstrøje, som han havde alt for godt fat i.

Johan Hansen: 4

Jóhan á Plógv Hansen var glimrende imod sit fædreland indtil de sidste minutter, hvor han brænder et straffekast og en friløber. Mangler desuden lidt eftertænksomhed og aggresivitet i forsvaret, men godkendt præstation.

Han er født og opvokset for Færøerne, men søndag scorede Johan Hansen for Danmark mod sit fædreland. Video: David Schiøler

Lasse Svan: UB

Dagens anfører blev sparet hele kampen.

Magnus Landin: UB

Han fik ikke nok spilletid til reel bedømmelse. Gjorde det glimrende i sin korte tid på banen.

Magnus Bramming: 4

Han har det forbandet svært til at starte med, hvor han brænder straffekast og et par åbne chancer, men så får han kæmpet sig tilbage og åbnet for scoringsposen. Han skal lige vænne sig til at være mere opmærksom i forsvaret og ikke stikke så tidligt afsted i kontra.

Nikolaj Øris: UB

Kom ikke på banen.

Niclas Kirkeløkke: 3

Ikke den store landskamp for højrebacken. Laver to mål, men er ikke selv målsøgende nok. Faldt godt ind i spillet med Jacob Holm og Lasse Andersson, men manglede også lidt på forsvarsdelen, hvor han i perioder var for passiv.

Jacob Holm var en evig kilde til uro i Færøernes forsvar.
Jacob Holm var en evig kilde til uro i Færøernes forsvar. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Jacob Holm: 5 (delt kampens spiller)

Ren fornøjelse. Sikke en acceleration. Kan utroligt meget på urimeligt små rum. Hvis forsvarsspillerne tøver, så udnytter han det til brud eller hurtigt skud. Han dokumenterede i dag, at han er noget ekstraordinært. Viste også sin alsidighed i bagkæden.

Mads Mensah: UB

Meget kort på banen, men ikke nok til bedømmelse.

Rasmus Lauge: UB

Årets mandlige håndboldspiller fik en velfortjent fridag.

Lasse Andersson: 5 (delt kampens spiller)

Gav virkelig prøver på, hvad han indeholder. Er enormt eksplosiv og har en fantastisk speed. Og når det hele hænger sammen så også et formidabelt skud. Desuden fremviste han et fremragende overblik og topper dagens assistliste. Der var formentlig mange, der har glædet sig over at se Lasse Andersson tilbage på det her niveau for Danmark.

Henrik Møllgaard: UB

Så hele kampen fra bænken.

Nikolaj Jacobsen: 4

Han fik afviklet kampen som den skulle. Godt at se, at han gav pausen til de etablerede og gav sig selv mulighed for at se, hvad der gemte sig i de andre spillere, som normalt ikke optræder så meget på landsholdet. At få sat nye forsvarsorganisationer og angrebsbagkæder op koster lidt, men det var en veludført landskamp set fra landstrænerens side. Hans ærgerrgihed viser han også frem under timeouts, hvor han får råbt sine spillere op, når de sløser.