EM håndbold

Nikolaj Jacobsen havde 'helt sikkert' håbet på bedre EM-lodtrækning

Nikolaj Jacobsen betegner Danmarks EM-gruppe til slutrunden i 2020 som 'svær'. Jonathan Nackstrand / Ritzau Scanpix

Bent Nyegaard har Danmark som favorit til at gå i EM-semifinalen på trods af, at holdet er havnet i 'den stærkeste gruppe' og 'sværeste halvdel'.

De danske håndboldherrer kan se frem til en særdeles hård vej, hvis de skal have en EM-guldmedalje om halsen til januar næste år.

Det står klart efter lodtrækning til EM i 2020 i Sverige, Norge og Østrig, som foregik i den østrigske hovedstad, Wien.

Danmark blev parret med Ungarn, Island og Rusland - alle hold, der var blandt de sværeste modstandere i de tre respektive seedningslag.

Vores halvdel med gruppe D, E og F er uhyggelig stærk

Nikolaj Jacobsen, dansk landstræner

Landstræner Nikolaj Jacobsen er skuffet over udfaldet af lodtrækningen og kalder gruppe E for 'svær' for Danmark.

Det siger han i en udtalelse til Dansk Håndbold Forbund.

- Jeg havde helt sikkert håbet på en bedre lodtrækning. Vi skal op imod tre dygtige hold, hvor vi skal være klar fra første kamp. Det er en gruppe, hvor vi skal spille rigtig godt, hvis vi skal gå videre, lyder reaktionen fra Nikolaj Jacobsen.

Uhyggelig stærk halvdel

Men de håndboldmæssige udfordringer for Danmark slutter ikke efter den indledende gruppe.

Hvis de danske verdens- og olympiske håndboldmestre formår at gå videre, venter der formentlig i mellemrunden endnu hårdere modstand i form af lande som Frankrig, Norge, Sverige og Slovenien.

- Der venter os samtidig også stærk modstand i en eventuel mellemrunde, hvor vores halvdel med gruppe D, E og F er uhyggelig stærk, siger den danske landstræner.

Kræver point til mellemrunden

TV 2s håndboldekspert Bent Nyegaard er enig med landstrænerens vurdering af de danske chancer for succes ved EM.

- Det kunne ikke skæres meget dårligere i forhold til det danske landshold. Danmark er stadig favorit til at vinde puljen og også til at komme i semifinalen. Men det er nogle alvorlige bakker, de skal op over, siger Bent Nyegaard.

Han mener, at det er et krav at få så mange point som muligt med over til mellemrunden, hvis Danmark skal gentage kunststykket fra 2008 og 2012, hvor det blev til EM-guld.

- Danmark er havnet i slutrundens stærkeste gruppe samt den sværeste halvdel. Derfor skal holdet have point med over, når modstanderne formentlig bliver Frankrig samt værtsnationerne Norge og Sverige, siger håndboldeksperten.

Norge: Ingen lette kampe

Den norske landstræner, Christian Berge, ser frem til EM-slutrunden på hjemmebane, men er ligesom sin danske kollega spændt på udfaldet af de indledende kampe frem mod en eventuel finale.

For Norge fik en svær lodtrækning og havnede i gruppe D sammen med blandt andet Frankrig.

- Det kan blive en utrolig interessant mellemrunde. Vi kan slå, men også tabe til alle lande. Men først må vi komme dertil, siger Christian Berge til TV 2 Norge og uddyber:

- Det bliver en af de hårdeste EM-slutrunder. Der er ingen lette kampe, og vi skal gå ud med fuld styrke det meste af tiden.

EM-slutrunden er i 2020 blevet udvidet fra 16 til 24 nationer. Her kan du se de seks grupper:

  • Gruppe A: Kroatien, Hviderusland, Montenegro, Serbien
  • Gruppe B: Tjekkiet, Nordmakedonien, Østrig, Ukraine
  • Gruppe C: Spanien, Tyskland, Letland, Holland
  • Gruppe D: Frankrig, Norge, Portugal, Bosnien-Hercegovina
  • Gruppe E: Danmark, Ungarn, Island, Rusland
  • Gruppe F: Sverige, Slovenien, Schweiz, Polen

Alle danske EM-kampe i Sverige

Danmark spiller de indledende gruppekampe i Malmø Arena.

11. januar gælder det Island. 13. januar spiller Danmark mod Ungarn, og 15. januar afsluttes de indledende gruppekampe mod Rusland.

Eventuelle kampe i mellemrunden bliver for Danmarks vedkommende også spillet i Malmø, mens finale-weekenden afvikles i Stockholm 25.-26. januar 2020.