Hjemvendt GOG-målmand går glip af sæsonstarten

16x9
Søren Haagen i kamp for Ribe-Esbjerg HH i 2016/2017-sæsonen. Foto: Scanpix

Søren Haagen må se sæsonens første kampe fra sidelinjen. Målmanden er blevet skadet i opstarten til den nye sæson.

Vicemestrene fra GOG må undvære Søren Haagen de næste måneder.

Den rutinerede målmand var købt som forstærkning til den kommende sæson, men på grund af en fiberskade må Haagens GOG-comeback udskydes.

- Det er en fibersprængning i lægmusklen. Den er lige under halvanden centimeter lang og halvanden millimeter bred. Jeg har aldrig prøvet det før, så jeg kan ikke lige sige, hvordan jeg heler i sådan noget her. Men det er meget, meget ærgerligt og irriterende, fortæller Søren Haagen til TV 2 SPORT.

Den rutinerede målmand forventes at være ude et sted mellem fire og otte uger.

Uheldet skete i en træningskamp mod SønderjyskE.

- Jeg stod lidt fremme på banen, da SønderjyskE skulle løbe en kontra. Jeg går lidt frem for at se, om jeg kan afværge, at der bliver kastet en lang bold. De begyndte at spille bolden op ad banen, og så tror jeg, der kommer en lang bold. Jeg løber baglæns, skal stoppe og lave udfald. Tre ting hurtigt efter hinanden, og så kunne jeg bare mærke det. Det var dét, og nu humper jeg.

Søren Haagen vendte hjem til GOG inden denne sæson. Målmandsveteranen har spillet otte sæsoner i den sydfynske klub, hvor han indledte sin seniorkarriere i 1990'erne. Han har repræsenteret klubben både før og efter, han indstillede karrieren mellem 2004 og 2014 grundet sygdom.

Den nu 45-årige Søren Haagen har vundet flere danske mesterskaber og pokaltitler med GOG, og han var også med til at spille Europa Cup-finale mod FC Barcelona tilbage i 1995.

GOG spiller sæsonens første betydende kamp den 21. august, hvor Team Sydhavsøerne venter i pokalturneringen.