- En beslutning, der er truffet ud over det sportslige, siger Randers-træner

16x9
Niels Agesen har været træner i Randers HK siden sommeren 2017. Foto: Morten Stricker / Scanpix Denmark

Randers HK mangler op mod to millioner kroner mere for at kunne betale løn i den kommende sæson. Derfor har spillersalg været nødvendige.

I sidste sæson var Randers HK i stor nedrykningsfare, men sikrede sig til sidst overlevelse i ligaen.

Men allerede inden den nye sæson er Randers HK igen i problemer, da klubben mangler penge på kontoen for at kunne betale spillernes løn resten af sæsonen.

Tidligere i dag blev det offentliggjort, at klubben har solgt Maria Fisker til konkurrenterne fra Viborg HK, og her har netop økonomien spillet en afgørende rolle.

- Rent sportsligt ville jeg jo aldrig nogensinde vurdere, at det ville være klogt eller fornuftigt at sige farvel til Maria Fisker.

- Det er en beslutning, der er truffet ud over det sportslige, og den respekterer jeg selvfølgelig. Jeg accepterer, at det er sådan, det er, men rent sportsligt havde jeg da gerne set, at det ikke var sket, siger Niels Agesen til TV 2 SPORT og tilføjer:

- Men i den her situation kan det jo være, at der ikke er nogen sportslige beslutninger at træffe, hvis man ikke er ansvarlig rent økonomisk. Derfor er det sådan set fuldstændig underordnet, hvordan jeg har det med det, fordi det er bare sådan, at gamet er.

Maria Fisker har 96 A-landskampe på CV’et, men først en korsbåndsskade og siden en graviditet har holdt hende væk fra banen i omkring halvandet år.

Fløjspilleren kom til Randers HK i 2016 efter et år i rumænske CSM Bucuresti, hvor hun vandt Champions League.

Med andre ord er det en rutineret spiller, Randers HK i dag har vinket farvel til.

– Vi arbejder hårdt for at få forbedret vores økonomiske situation, så vi kan sikre, at der også er ligahåndbold i Randers i fremtiden. Derfor valgte vi at sige ja tak til tilbuddet fra Viborg HK, der har betalt os en transfersum for Maria Fisker, hvilket giver os endnu bedre forudsætninger for at lægge planer for fremtiden, siger bestyrelsesformand Peter Møller Lassen i en pressemeddelelse.

Spillertruppen tager det pænt

Tilbage i marts kom det frem, at Randers HK havde økonomiske problemer, og at de derfor ville skære ned på spillerbudgettet til 2019/20-sæsonen.

Men igen i slutningen af juli blev det klart, at de økonomiske problemer ikke var ovre i klubben, der mangler op mod to millioner kroner for at kunne betale lønninger og regninger i den kommende sæson.

Det er ikke gået ubemærket hen i spillertruppen, men målet er fortsat at forblive et ligahold.

- Selvfølgelig kan vi mærke det i dagligdagen i klubben, men jeg skal skynde mig at rose den spillertrup, vi har: Når vi er på halgulvet og træner - når vi er på arbejde - har jeg ikke kunnet mærke det en eneste gang på nogen som helst i spillertruppen.

- Det er egentlig det, der er min motivation; at jeg har nogle spillere omkring mig, som er sultne, ærgerrige og gerne vil træne, og så længe jeg har det, er jeg også fuldstændig motiveret, lyder det fra Niels Agesen.

Agesen forventer ikke at skulle sige farvel til flere spillere før sæsonens første ligakamp mod Silkeborg-Voel 30. august.

Randers HK glippede i sidste sæson en plads i slutspillet, men ambitionen i den kommende sæson er at ende blandt de otte bedste.