PSG-stjerner i Danmark for at støtte Mikkel Hansens projekt

Mikkel Hansen og resten af PSG-mandskabet var på dansk jord for at spille penge ind til danskerens projekt mod mobning.

Der var fint besøg i Ceres Arena i Aarhus fredag aften.

Mikkel Hansen, Nikola Karabatic og Sander Sagosen var nogle af de Paris Saint-Germain-stjerner, der var med i velgørenhedskampen mod Aarhus Håndbold.

Det franske mandskab er i Danmark som led i optakten til den kommende sæson. Men Mikkel Hansen har også haft sin indflydelse på kampprogrammet.

Hans projekt 'MH 24 – Mikkel Mod Mobning' modtog nemlig alt overskud fra arrangementet.

- Det er altid en fornøjelse af vende tilbage og spille i Danmark. Der er mange mennesker, der gerne vil støtte op om, at vi gerne vil give unge mennesker nogle gode oplevelser, siger Mikkel Hansen til TV 2 SPORT.

Den danske håndboldstjerne startede projektet for fire år siden, og hvert år har han holdt flere sommercamps for unge mennesker.

Projektet vil modarbejde mobning blandt børn og unge, der er sammen i for eksempel sportslige fællesskaber.

- Jeg har haft ekstremt mange gode oplevelser via håndbold – ikke bare som professionel, men også som ungdomsspiller. Og det vil jeg selvfølgelig også gerne have, at de oplever i deres liv. Håndbold er så meget mere end at dyrke sport. Det er en masse sociale ting, siger Mikkel Hansen.

Holdkammerater bakker op

De 4.500 tilskuere i Aarhus fik masser af mulighed for at få autografer fra PSG's stjerner.

Her stod franske Nikola Karabatic og norske Sander Sagosen blandt andre i lang tid og langede den ene underskrift ud efter den anden.

De to var glade for at kunne bidrage til Mikkel Hansens projekt.

- For os er det god træning at komme her og spille en træningskamp i sådan en kulisse. Samtidig kan vi støtte et godt formål med at hjælpe Mikkel og hans forening, så det er mega fedt, siger norske Sander Sagosen.

- Det er altid skønt at kunne støtte gode formål, og det her en bestemt sådan ét. Det gør den kun bedre, at det er Mikkels, som er vores ven, siger Nikola Karabatic til TV 2 SPORT.

PSG vandt kampen 35-24.

Søndag spiller PSG endnu en kamp i testkamp Danmark. Her møder de TTH Holstebro.