Magnus Landin fortsætter hos Kiel

16x9
Magnus Landin har forlænget med Kiel. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Den danske verdensmester har forlænget sin kontrakt med THW Kiel, så den nu løber til sommeren 2023.

Magnus Landin flyttede i sommeren 2018 til Kiel, og det ser ikke ud til, at han forlader det tyske igen lige foreløbigt.

Søndag aften har det tyske hold nemlig meldt ud, at de har forlænget kontrakten med fløjspilleren, så den nu løber til 30. juni 2023.

Og det ser Landin frem til.

- Tre år mere i Kiel og tre år til med vores utrolige fans. Min drøm fortsætter. Jeg har det godt i Kiel, jeg har det godt på holdet, og vi har meget til fælles. Så der var ingen grund til, at kontrakten skulle stoppe, siger Magnus Landin til holdets hjemmeside.

En ny type fløjspiller

I sin første sæson for Kiel var den 1,97 meter høje dansker i aktion i 50 kampe, hvor han scorede 115 mål og vandt den tyske pokalturneringen samt EHF Cuppen.

Forlængelsen vækker da også stor glæde på holdet, da de tror, at han kan udvikle sig endnu mere.

- Med sin størrelse, hans skud og sine egenskaber i forsvaret repræsenterer han en ny type fløjspiller, og jeg er sikker på, at han vil kunne forbedre sig yderligere i Kiel de kommende år, siger Filip Jicha, der er assistenttræner i Kiel.

10. juni 2015 debuterede Magnus Landin på det danske landshold, hvor han indtil videre har scoret 118 mål i 56 kampe.

Magnus Landins storebror, Niklas, spiller også i den tyske storklub.