Håndbold

Aalborg vinder Super Cuppen og sikrer sæsonens første titel

De forsvarende danske mestre fra Aalborg så ganske suveræne ud, da de besejrede GOG i Super Cuppen.

Sæsonens første triumf er i hus for Aalborg Håndbold.

Tirsdag aften mødte de nemlig sidste sæsons DM-sølvmedaljevindere fra GOG i Super Cuppen, og udfaldet blev det samme som i DM-finalen i starten af juni, hvor Aalborg og GOG senest tørnede sammen.

Aalborgenserne vandt med 30-25 og sikrede dermed sæsonens første triumf.

Aalborg Håndbold 30 - 25 GOG

  • Pausestilling: 15-11
  • Topscorere: Lasse Møller (GOG) med 8 mål, Sebastian Barthold (Aalborg) med 7 mål
  • Advarsler: 3 til Aalborg, 1 til GOG

Sådan forløb kampen /ritzau

Aalborg Håndbold kom bedst i gang med tirsdagens kamp, der signalerer, at den nye sæson står for døren, og mesterholdet var foran 12-6 efter lidt over et kvarter.

Så vågnede sølvvinderne fra GOG og leverede fem mål i træk, så Arnar Freyr Arnarsson fra stregen kunne reducere til 11-12 seks minutter før pausen.

Mestrene svarede dog igen med tre scoringer i træk, og derfor gik Aalborg til pausen foran 15-11.

Scoringerne var fordelt jævnt på Aalborgs spillere, mens bagspilleren Lasse Møller fra GOG i første halvleg noterede sig for fem af sine i alt otte mål.

Billedet fortsatte i anden halvleg, hvor Aalborg en overgang var foran med fem mål.

Med ti minutter igen af opgøret lød føringen på 25-21, men Magnus Saugstrups kontrascoring sørgede for 26-21.

Så reducerede GOG og forskellen var på to mål fem minutter før tid, men da Sebastian Barthold to minutter før tid bragte Aalborg foran 29-25, lignede det afgørelsen.

Barthold sørgede også for kampens sidste scoring til 30-25.