Flot selvmål, dansk håndbold
TV 2 SPORTs håndboldredaktør Dan Philipsen ser nærmere på den omdiskuterede situation, der fandt sted i Nykøbing fredag aften.
Vi nåede lige godt et døgn ind i den nye sæson, før håndboldfolket igen spændte ben for sig selv og blamerede sit eget produkt.
Dansk håndbold har så mange spændende ting at fortælle omverdenen i disse dage. Ligaernes nye spændende stjerner, en øget konkurrence blandt de bedste, og en historisk, teknologisk udvikling, som ingen anden håndboldliga i verden kan præsentere.
Og så står vi - halvdelen af holdene har end ikke været i kamp - og al håndbold-fokus handler om en skævert i Dansk Håndbold Forbunds nye regler og om lav moral hos København Håndbold. Flot selvmål, dansk håndbold.
En nyindført timeout-knap til ligakampene blev misbrugt, da København Håndbold fire sekunder før tid i kampen mod Nykøbing F. Håndboldklub (NFH) trykkede på timeout-knappen uden at have tilladelse til det. Reglerne blev fulgt. NFH, der var i boldbesiddelse og foran 27-26, fik et straffekast.
København Håndbolds træner Claus Mogensen skal roses for ærligt at indrømme, at man kun trykkede, i håb om at NFH brændte straffekastet, og København derfor ville få bolden med chance for udligning.
Men så stopper roserne også til Claus Mogensen. Han er en af ligaens mest sympatiske trænere, men hans handling fredag aften i Nykøbing var usympatisk. Elitesport handler om at vinde, men uden et minimum af etik og moral har sporten spillet fallit.
At Mogensen fik sin fysioterapeut til at trykke på knappen, så han efterfølgende får straffen, klæder heller ikke cheftræneren. Hvis du vil udfordre systemet, Claus Mogensen, så gør det som en mand og tag straffen selv.
Københavns handling var ikke imod lovens bogstav, og derfor kan man heller ikke sanktionere hverken klubben eller Claus Mogensen, som det ellers allerede er krævet på de sociale medier.
Bevidst regelbrud må aldrig kunne betale sig
En ting er, at en klub vælger at tilsidesætte god moral og skabe fordel af en fejl i nye regler. Noget andet er, at reglerne ikke er lavet bedre fra start.
Det må selvfølgelig aldrig kunne betale sig at begå en bevidst, ulovlig handling i en håndboldkamp. Naturligvis er det ikke nok, at modstanderholdet belønnes med et straffekast i den situation. Giv modstanderen et mål OG lad dem beholde bolden. Så er problemet løst. Eller beslut, at cheftræneren får en lang karantæne - ikke hans stik-i-rend-dreng - hvis nogen igen fristes af at forlade moralens sti.
Hvor er det i øvrigt ironisk, at Claus Mogensen lokkede fysioterapeuten hen til timeout-knappen, da der var fire sekunder tilbage. En straffekastskytte har tre sekunder til at afvikle skuddet i. Altså havde København ikke en jordisk chance for at få fat i bolden.
Mon ikke, at man på Frederiksberg lige genopfrisker både klubbens værdisæt og hovedregning i de kommende dage.