Håndbold

Polman og Team Esbjerg slipper med skrækken efter skade

Estavana Polman måtte udgå med en knæskade i lørdagens kamp mod Odense, men de første meldinger går på, at hun er sluppet med skrækken.

Der var grund til bekymringer for Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen, da han lørdag måtte se Estavana Polman udgå med en skade i sæsonens første kamp mod Odense Håndbold.

Men selvom sammenstødet med Odense Håndbolds Mie Højlund tvang Estavana Polman til at sidde ude resten af kampen med is på sit knæ, slipper den hollandske håndboldstjerne formentlig med skrækken.

Det viser de første scanninger, fortæller Team Esbjegs fysioterapeut.

- Hun har fået et lille stræk på indvendig ledbånd, men varigheden af skaden er vi nok lidt klogere på om et par dage. Men det er formentlig ikke noget længerevarende, forklarer fysioterapeut Søren Møller Kristensen til Jydske Vestkysten.

Det glæder Jesper Jensen, der dog afventer yderligere svar.

- Nu lader vi det lige gå et par dage for at se, hvordan tingene reagerer. Men ellers har vi en forventning om, at hun snart er tilbage på banen igen, siger Team Esbjerg-træneren.

Onsdagens kamp måske for tidligt

Onsdag gælder det den første hjemmekamp i den her sæson mod Nykøbing Falster Håndboldklub, men her må Estavana Polman formentlig se til fra tribunen.

For selvom det ikke er så slemt som først antaget, er det usikkert, om hun allerede kan spille igen onsdag.

- Så skal det gå godt, tror jeg, siger Jesper Jensen.

Alligevel er udsigterne gode for at se Polman tilbage på banen snarest.

- Vi er meget fortrøstningsfulde om, at hun er tilbage inden for kort tid. Så det er dejligt, at det er blevet bekræftet, at det forhåbentligt ikke er så slemt, siger han.