Håndbold

Nyindkøbt GOG-profil forlader klubben igen allerede til sommer

Arnar Freyr Arnarsson er islandsk landsholdsspiller og kom til GOG fra svenske Kristianstad før denne sæson

Islandsk landsholdsstreg forlader DM-sølvvinderne næste sommer efter kun én sæson i klubben, erfarer TV 2 SPORT.

Arnar Freyr Arnarsson er GOG-spiller på lånt tid.

Den islandske landsholdsspiller har kun lige trukket GOG-trøjen over hovedet efter sommerens skifte fra svenske Kristianstad, men allerede næste sommer er han væk igen.

Ifølge TV 2 SPORT's oplysninger skifter 23-årige Arnarsson til den tyske bundesligaklub Melsungen, som blandt andet har den tidligere Skjern-playmaker Lasse Mikkelsen på holdet.

Arnar Freyr Arnarsson havde international erfaring fra både Champions League, EM- og VM-slutrunder, allerede inden GOG tilbage i december 2018 præsenterede ham som en kommende afløser for stregen Lars Hald, der stoppede karrieren denne sommer.

Dengang blev Arnarsson præsenteret på en toårig aftale, men allerede inden han seks måneder senere tiltrådte i GOG, kom Melsungen på banen. Ifølge TV 2 SPORT's oplysninger har tyskerne købt islændingen ud af kontrakten i GOG.

GOG har ikke ønsket at kommentere på TV 2 SPORT's oplysningerne om Arnar Freyr Arnarsson og Melsungen.

Arnar Freyr Arnarsson scorede tre mål på fire forsøg og tilkæmpede sig to straffekast, da GOG i mandags åbnede sæsonen med et sensationalt nederlag på 30-33 ude mod oprykkeren Fredericia.

GOG spiller igen lørdag på hjemmebane mod mestrene fra Aalborg i en DM-revanchekamp. Den kan du se direkte på TV 2 og TV 2 PLAY lørdag fra klokken 15.50.

Mens Arnarsson altså forlader Gudme næste sommer, kommer den danske landsholdsplaymaker Morten Olsen - som TV 2 SPORT erfarede i april - til gengæld til GOG fra tyske Hannover-Burgdorf. Heller ikke det klubskifte har GOG dog indtil videre ønsket at bekræfte.