Free Claus Mogensen

16x9
Henrik Møllgaard mener, at det er forkert at give en straf til Claus Mogensen. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Henrik Møllgaard, der spiller i Aalborg Håndbold og for landsholdet, giver her sit syn på sagen med Claus Mogensen og det nyindførte challenge-system.

Jeg åbner lige ballet med at give jer en oplysning fra håndboldens indre liv.

Fra noget, der sker langt væk fra mikrofoner og tv-kameraer på spillermøder.

Jeg har siddet på de møder - utallige gange - og aftalt med mine holdkammerater, at vi skal stille os foran et opgiverkast i sidste sekund eller bremse en modstander på alle tænkelige måder, hvis han er ved at score mod os og stjæle vores point i sidste sekund. Lav forseelsen, tag karantænen. Jeg forventer det faktisk af mine holdkammerater hver gang, jeg går på banen.

Håndbold er grundlæggende et spil, hvor 14 mennesker i en time gør alt, hvad de kan, for at tiltuske sig en fordel. Vi tackler ureglementeret, vi holder fast i trøjen, vi prøver at presse dommerne til at fejle til vores fordel.

Jeg er altså ikke hellig, når jeg nu stiller mig op og forsvarer Claus Mogensen. Da han fik beordret det famøse tryk på time out-knappen på Falster, gjorde han bare det, som jeg gør i hver eneste håndboldkamp. Og mine holdkammerater gør. Og modstandere: Han udnyttede de givne regler. Intet andet.

Min Claus Mogensen-rynke på næsen er meget lille. Det var knap så pænt at få en fysioterapeut til at begå ”forbrydelsen”.

Problemet er, at det er reglerne, der har givet ham muligheden for ikke at selv at gøre det. Han har tilmed på forhånd spurgt ind til reglerne på området. Som klub havde København Håndbold truffet beslutningen, at de var villige til at udfordre reglerne. Det gør i mine øjne handlingen endnu mere legitim.

Og nej, det handler ikke om etik og moral. Det handler om det, der står i reglerne. Sort på hvidt

Henrik Møllgaard

De har selv åbnet op for muligheden

Nu står nogle trænere og klubber og raser mod Claus Mogensen og hans klub. Det holder ikke. Jeg husker, hvordan alle trænere og klubledere himlede op og var rasende over syv mod seks-reglen. Hvorefter de alle gik på banen og brugte den. Fordi de kunne drage fordel af det. Helt legitimt. Ligesom København-trykket på Falster.

Karantænedommen over Mogensen er helt, helt ved siden af skiven. Hallo, man har selv åbnet op for hans mulighed for at udnytte dårlige regler.

Jeg forventer, at dette vel danner præcedens. Hvis jeg nu beder min holdkammerat Magnus Saugstrup om at tackle modstanderens back lidt hårdere i næste undertal – og Magnus så rammer ham uheldigt og brækker hans næsen, kan jeg så blive straffet for at have opfordret Magnus til at tackle hårdere?

Det var med fuldt overlæg, at København Håndbolds fysioterapeut stik imod reglerne tog en timeout, da NFH var i boldbesiddelse med få sekunder tilbage af ligakampen. Video: TV 2 SPORT

Når jeg så læser, at Mogensen før sæsonen har siddet over for regelfolkene i DHF og påpeget denne fejl i deres regler, så må jeg bare endnu engang tage mig til hovedet.

Og nej, det handler ikke om etik og moral. Det handler om det, der står i reglerne. Sort på hvidt.

I øvrigt må en elektriker lige forklare mig: Kan man ikke lave en anordning, så en knap ikke kan aktiveres på et givent tidspunkt? Kunne man eventuelt hive stikket ud, når et hold ikke har flere time out? Blot et forslag. Brug det gerne – uden beregning.

Lørdag var en cirkus-forestilling

Jeg erkender, at jeg er en moden håndboldromantiker, men jeg er altså ikke imod al nytænkning. Den elektroniske time out-knap er god, og jeg er heller ikke modstander af syv mod seks-reglen.

Det nyindførte challenge-system til gengæld - puha, det virker altså ikke. Selv når vi ser tv-billeder af de meldte challenge-situationer, står vi jo stadig og diskuterer tvivlskendelser.

Jeg ser dommere under pres, som ikke kan reglerne endnu

Henrik Møllgaard

Lørdag var jeg med i en cirkus-forestilling, der hed GOG mod Aalborg Håndbold. Ingen kan være gået glad hjem fra den kamp. Der var forvirrede dommere, trænere og spillere. Og jeg tør slet ikke tænke på de stakkels tilskuere i hallen og tv-seerne. Fattede de nogensinde, hvad der foregik, når dommerne enten kiggede på tv-billeder ved videoproof eller challenge?

Mit hold fik medhold i det hele, men det var ikke nogen sjov kamp at være med i. I de lange pauser gik vi 14 spillere rundt inde på banen og lavede jokes om det, der foregik ude ved dommernes tv-skærm. Vi gik nærmest og blev gode venner med hinanden i de lange pauser, og det tilsiger ikke, at man høvler igennem på hinanden, når spillet endelig blev sat i gang igen. De lange pauser dræber bare alt det fede ved en intens håndboldkamp.

Jeg ser dommere under pres, som ikke kan reglerne endnu. De skal forholde sig til alt for mange ting. Man gør det for at hjælpe dommerne, men i mine øjne har man presset dommerne endnu mere, og det var vel ikke meningen.

Jeg køber påstanden om, at vi i en afgørende semifinale måske kan undgå, at det forkerte hold kommer i finalen på en fejlkendelse. Men jeg er så romantisk, at jeg tror, de gode og dårlige kendelser til mit hold nok går op set over en hel sæson.

En håndboldkamp handler om at 14 spillere prøver at bryde reglerne til egen fordel. Det ændrer intet, at en eller to af de situationer bliver ændret af et tv-kamera.

Håndbold-politikerne har lavet videoproof og challenge i et forsøg på at udvikle vores sport. Det er al ære værd, men jeg oplever kun, at man devaluerer vores produkt, hvilken sagen om Claus Mogensen også beviser.

Dén har KUN kostet på håndboldens troværdighed. Og det er ikke Claus’ skyld.