København anker straf til den højeste appelinstans i dansk idræt
København Håndbold har besluttet at anke dommen fra Disciplinærinstansen mod Claus Mogensen. DIF’s appelinstans skal nu vurdere sagen.
Cheftræner for København Håndbold, Claus Mogensen, fik fredag to spilledages karantæne, efter klubbens fysioterapeut stik imod reglerne trykkede på timeoutknappen mod Nykøbing-Falster.
Den beslutning anker de nu til Danmarks Idrætsforbund, så appelinstansen nu skal se nærmere på sagen. Det skriver klubben på sin hjemmeside.
- Vi modtog i fredags dommen fra Disciplinærinstansen, og efter konsultationer med vores juridiske rådgivere har vi besluttet at anke til DIF’s appelinstans, da dommen med henvisning til DHF’s Love § 23, stk. 5 er endelig, og vi dermed ikke kan appellere til håndboldens appelinstans, siger klubbens administrerende direktør, Janni Møller Thomsen.
- Vi appellerer, fordi vi mener, vi har en sag, og fordi vi mener, det er vigtigt, at denne dom ikke fremadrettet skal eller kan danne præcedens for domsfældelse.
København Håndbold håber også, at der vil komme en afklaring omkring reglerne, hvorvidt de bliver lavet om eller ej.
Klubben er hos DIF blevet oplyst om, at Claus Mogensens karantæne ikke suspenderes på baggrund af anken, hvorfor Claus Mogensen også sidder på tilskuerpladserne på fredag, når EH Aalborg kommer på besøg i Frederiksberg Hallerne i HTH Ligaen.
DHF gav Claus Mogensen karantæne
Episoden, som det hele handler om, skete i første kamp i HTH Ligaen, hvor København Håndbold var bagud med ét mål, da der var få sekunder tilbage af opgøret mod Nykøbing F. Håndboldklub (NFH).
Nykøbing var i angreb og var ved at spille tiden ud, da københavnernes fysioterapeut pludselig tog en timeout, hvilket er stik imod reglerne.
Dansk Håndbold Forbund (DHF) vurderede sagen, efter dommernes indberetning. DHF gav Claus Mogensen to spillesdages karantæne, imens København Håndbold også fik en bøde på 3000 kroner. Dertil fik fysioterapeuten én spilledags karantæne samt en bøde på 1500 kroner.
Claus Mogensen indrømmede efter kampen, at den ulovlige timeout skete med fuldt overlæg.
- Ifølge reglerne er det sådan, at hvis man tager en fejlagtig timeout inden for de sidste 30 sekunder, får modstanderholdet straffekast, og den, der tager timeouten, bliver bortvist, forklarede Claus Mogensen, cheftræner for København Håndbold, til TV 2 SPORT efter kampen 31. august.
- Vi så det som den eneste udvej for at få fat i bolden, sagde Claus Mogensen.
Claus Mogensen har allerede set én kamp fra tribunen, da Aarhus United og København Håndbold spillede søndag.