Her er løsningen mod nyt misbrug af timeout-knappen
Timeout-knappen bliver slået fra, når et hold har gjort brug af sine timeouts. I hvert fald i de haller, hvor det er muligt.
Den elektroniske timeout-knap har i denne sæson set dagens lys i de danske håndboldligaer.
Og der gik ikke lang tid, før knappen blev omdrejningspunkt om en voldsom diskussion, efter at København Håndbolds cheftræner, Claus Mogensen, fik en fysioterapeut til at trykke på knappen på et tidspunkt, hvor Nykøbing Falster var i angreb.
Nu har Dansk Håndbold Forbundet løst problemet. Fra og med onsdag bliver strømmen til timeout-knappen nemlig slået fra, når et hold ikke har flere timeouts tilbage.
Det bekræfter Jørn Møller, der er regelfortolker i DHF, over for TV 2 SPORT.
- Det vil ikke være i strid med de internationale regler at slukke for timeout-knappen. Vi er nu ved at undersøge, om det kan lade sig gøre. Kan det lade sig gøre, så gør vi det, siger han til TV 2 SPORT.
Jørn Møller fortæller videre, at det kan være, det elektronisk kan gå ud over haluret visse steder, og at der de steder så skal findes en alternativ løsning på, at knappen ikke kan bruges.
Det nye tiltag tages allerede i brug i aftenens kamp mellem Mors-Thy og GOG, hvor det er muligt at hive strømstikket ud til knapperne på hver side af dommerbordet.
Idømt karantæne
Fysioterapeuten fik i opgøret blåt kort, som reglerne foreskrivere, mens modstanderen fik tilkendt et straffekast.
Claus Mogensen tog efterfølgende ansvaret for fysioterapeutens handling, men i regelsættet står der ikke andet, end at gerningsmanden får straffen.
Cheftræneren blev dog idømt to kampes karantæne - en kendelse, som København Håndbold tirsdag valgte at appellere til dansk idræts højeste appelinstans i Danmarks Idrætsforbund.