Landsholdsmålmand tilbage i Danmark - følte sig ikke tilpas i Frankrig

Filippa Idéhn skiftede inden denne sæson til Silkeborg-Voel efter to sæsoner i Frankrig. Der var hun ikke helt tilfreds.

Silkeborg-Voel hentede en stor forstærkning til målvogterposten inden denne sæson, da de skrev kontrakt med den svenske landsholdsmålmand Filippa Idéhn.

Svenskeren spillede i Team Esbjerg fra 2015 til 2017, inden hun flyttede til Frankrig og Brest. Men her fandt hun sig ikke til rette, og derfor rykkede hun igen blikket mod Danmark.

Hvorfor er du vendt tilbage til Danmark?

- Fordi jeg ville tilbage til den skandinaviske mentalitet og trygheden. Det handler om, at man er der for hinanden, og hvis den anden på positionen lykkedes, er man glad på hendes vegne. Det er ikke sådan, jeg skal spille for enhver pris, og at man sidder på bænken og er sur, hvis man ikke spiller.

- Sådan var det lidt i Frankrig, og det kan jeg bare ikke lide, siger Idéhn til TV 2 SPORT.

Filppa Idéhn har spillet 105 landskampe for Sverige og var også med til EM i Frankrig i december, hvor Sverige blev nummer seks. Desuden er hun noteret for mange kampe i Champions League.

Hun har mange redninger og på mange vigtige tidspunkter

Trine Nielsen om Filippa Idéhn

Idéhn glæder sig over et hold, der løber meget

Tirsdag aften hed det imidlertid en kamp mod Herning-Ikast i HTH Ligaen, hvor Silkeborg-Voel vandt med 35-26.

Den svenske landsholdsmålmand havde en redningsprocent på 38, og hun nød at være tilbage.

- Det var virkelig fedt. Jeg synes, at vi spiller så godt, og alting lykkedes, så det var dejligt. Det er lang tid siden, jeg har spillet med et hold, som vil løbe så meget, så det er rigtig sjovt, siger Idéhn.

TV 2 SPORTs håndboldekspert Trine Nielsen glæder sig også over, at svenskeren er tilbage i den danske liga.

- Ud fra den her kamp giver det rigtig meget til Silkeborg-Voel. Hun har mange redninger og på mange vigtige tidspunkter. Det, jeg forelsker mig allermest i, er de her starter på kontraerne. For det første er hun ikke bange for at kaste boldene, og for det andet er det som et missil, og den bliver bare kylet afsted, siger Trine Nielsen.

Jane Schumacher scorede otte gange for Silkeborg-Voel, mens Sofie Bæk blev noteret for syv mål.