Håndbold

Stærk anden halvleg redder Aalborgs mestre i Aarhus

Aalborg Håndbold vandt 31-28 ude over Århus Håndbold efter at have været bagud med seks mål ved pausen.

Det var nat og dag, da danmarksmestrene fra Aalborg Håndbold torsdag hentede den tredje sejr i tre forsøg i Primo Tours Ligaen.

Nordjyderne var bagud med 8-14 ved pausen efter at have spillet en sløj første halvleg, men fik opgøret vendt til en sejr på 31-28 efter uvant stor skarphed i anden halvleg.

Det var en spillemæssigt blandet optakt til Champions League-gruppespillet, som Aalborg åbner søndag med en nøglekamp mod norske Elverum.

Her har Aalborg næppe råd til at spille ligeså dårligt, som det var tilfældet i første halvleg af torsdagens ligakamp. Unødvendige Aalborg-fejl og dårlige afslutninger bidrog til en aarhusiansk pauseføring på 14-8.

Stefan Madsen havde formentlig givet sine spillere en verbal øretæve i pausen. I hvert fald virkede nordjyderne langt mere veloplagte efter pausen, og i angrebet blev skarpheden fundet.

Der skulle gå mere end 23 minutter af anden halvleg, før en Aalborg-afslutning blev reddet i det aarhusianske bur.

På det tidspunkt var en stor Aarhus-føring blevet vendt til 26-26, og i slutfasen viste danmarksmestrene den samme klasseforskel som i resten af halvlegen og sikrede sejren over et mørt hjemmehold.

Århus-målmand Jens Fredsgaard er skuffet over, hvordan han selv og holdkammeraterne faldt i niveau efter pausen.

- Vi kom ind til anden halvleg, som Aalborg kom ind til første halvleg. Det gik bare for stærkt. Tempoet løb af med os i begyndelsen af anden halvleg.

- Vi havde to redninger i anden halvleg, og det var katastrofalt. Resultatet lyver lidt, for det blev reddet lidt af vores første halvleg, siger han til TV2 Sport.

Mens Aalborg topper rækken med maksimumpoint, har Århus Håndbold fire point efter tre kampe og er på fjerdepladsen, inden flere konkurrenter skal i aktion i tredje spillerunde.