Håndbold

Topscorer er 'helt vildt skuffet' og vil løsrives fra sin kontrakt

Nikolaj Læsø vil ud af sin kontrakt med Århus Håndbold TV 2 SPORT

Nikolaj Læsø er 'helt vildt skuffet' over Århus Håndbold, som han gerne vil bryde sin kontrakt med to år før tid.

Han var topscorer i sidste sæson for Århus Håndbold, og er det igen aktuelt efter de tre første ligakampe.

Men Nikolaj Læsø vil gerne væk fra klubben i postnummer 8000:

- Jeg har meddelt klubben i sidste måned, at jeg ønsker at komme væk og prøve noget nyt. Prøve nogle nye udfordringer, og det har klubben imødekommet, at det kan vi snakke om, og det muligvis godt kan lade sig gøre, siger Nikolaj Læsø til TV 2 SPORT.

Det er meget usædvanligt

Claus Møller Jakobsen om Læsøs udmelding

Århus Håndbold

  • Odds som guldvinder: 150
  • Topscorer sidste sæson: Nikolaj Læsø (165)
  • Flest assist i sidste sæson: Anders Kragh Martinussen (79)
  • Nøglespilleren ifølge Nyegaard: Nikolaj Læsø
  • Ligastatistik sidste sæson: 14 (V) – 3 (U) – 15 (T). Målscore: 895-906.

Kilde: Danske Spil og tophaandbold.dk

Bagspilleren, der har en hovedrolle i begge ender, har kontrakt med Århus Håndbold indtil sommeren 2022. Men han vil gerne ud af den aftale, og gerne allerede næste sommer - to år før udløb.

- Det er der lidt flere årsager til. Jeg synes, at setuppet omkring klubben ikke har været det, som jeg var blevet lovet, da jeg forlængede kontrakten. Jeg havde fået at vide, at vi var på vej opad, og jeg tror, at det er tydeligt udadtil, at det ikke sådan helt, det der sker lige nu.

Er du skuffet over Århus Håndbold?

- Ja, det er jeg. Helt vildt endda. Jeg blev lovet nogle ting, som jeg egentlig havde regnet med, ville blive opfyldt. Men det er ikke sket, og det er egentlig den store årsag til, at jeg ønsker at komme videre, siger Nikolaj Læsø.

Frikøbssum er problemet

22-årige Nikolaj Læsø vil ikke åbne mere op for, hvilke ting der ikke lever op til hans forventninger.

Jeg er fuldstændig vild med Læsø

Erik Veje Rasmussen

Men det vil hans cheftræner derimod gerne:

- Klubben siger: Du må gerne tage af sted, fordi det er jo ikke slavehandel. Men så skal din næste klub betale en sum penge for så at løse dig af din kontrakt to år før udløb. Det er det, som Læsø referer til, som han synes er urimeligt, lyder det fra Erik Veje Rasmussen.

Hør den uddybende forklaring fra Århus-træneren i videoen herunder:

Århus Håndbolds topscorer Nikolaj Læsø gav udtryk for sin skuffelse over klubben inden kampen mod Aalborg. Cheftræner Erik Veje Rasmussen forklarer problematikken. Video: Louise Lind

- Læsø er skuffet, fair nok. Læsø skifter klub, fair nok. Men Læsø må lære at leve med, at så koster det noget. Vi er nødt til at sætte et prisskilt på, så vi kan få en anden spiller i stedet for.

- Jeg synes sgu, det er meget festligt i virkeligheden, siger Erik Veje Rasmussen, da han gæster studiet inden ligakampen imod Aalborg Håndbold.

Netop timingen af Nikolaj Læsøs udmelding undrer TV 2 SPORTs ekspert Claus Møller Jakobsen:

- Det er bemærkelsesværdigt rent retorisk, at man siger sådan noget inden en vigtig håndboldkamp.Det er meget usædvanligt.

- Læsø er omdrejningspunkt for det her hold, så det er selvfølgelig rigtig dårlig nyt for Århus Håndbold, lyder det fra håndboldeksperten.

11 udløb næste sommer

Nikolaj Læsø vil gerne ud af kontrakten til næste sommer, men har indtil videre kontrakt for et stykke længere. Sådan forholder det sig nu ikke for en del af hans holdkammerater.

Ni spillere samt de to trænere har - ifølge TV 2 SPORTs oplysninger - kontraktudløb til sommer. En usikkerhed, der også har haft betydning for Læsøs beslutning om at søge væk fra Århus Håndbold:

- Uvisheden omkring de spillere, der er i klubben nu, som har kontraktudløb. Jeg har ikke rigtigt nogen idé, om hvem der er her næste år, og hvem der ikke er. Så det fylder. For mig er det bedst at tage skridtet videre og så prøve noget nyt, siger bagspilleren, der kom til fra Odder og sidste november forlængede sin kontrakt.

Ni spillere har kontraktudløb i sommeren 2020 i Århus Håndbold

Sportschef i Århus Håndbold er opmærksom på de mange kontraktudløb - og har også påbegyndt arbejdet med agenterne.

- Vi er i gang med forhandlingerne - vi er i fuld gang. Jeg synes, ikke vi er så langt fra. Jeg er rimelig fortrøstningsfuld, siger Peter Bredal.

Han og Erik Veje Rasmussen har kendt hinanden i mange år i Århus Håndbold. Og sidstnævnte fortsætter da også gerne som cheftræner:

- Jeg vil gerne blive her. Jeg synes, det er fantastisk at være her, siger Veje.

Inden den tidligere landsholdsstjerne svarede på spørgsmålet omkring sin egen fremtid, benyttede han lejligheden til at hylde Nikolaj Læsø - uanset udmeldingen om exit-ønske fra bagspilleren:

- Jeg synes egentlig, at det på en eller anden måde er meget fedt. For jeg vil hellere have en spiller, som inde på banen er der og er til stede. Og flår tingene op og hyler og skriger, end en eller anden som er skidesød på skærmen, men så efterfølgende ikke leverer inde på banen.

- Så Læsø, det er sgu på godt og ondt, og jeg er glad for ham, som han er. Jeg er fuldstændig vild med Læsø, han er min yndlingsspiller, han udvikler sig sindssygt godt, og jeg glæder mig til at arbejde sammen med ham, lyder det fra Erik Veje Rasmussen.

Århus-træneren kunne fra bænken se sit hold smide en stor føring i kampen imod Aalborg Håndbold, der vandt med 31-28. Nikolaj Læsø blev topscorer med 11 mål. Han er klar ligatopscorer med i alt 29 scoringer indtil videre.