Håndbold

Københavnske håndboldkvinder snupper tredje sejr i træk

København Håndbold vandt 35-23 hjemme over Aalborg, mens Randers slog pressede Nykøbing Falster 32-27.

København Håndbold ser ud til at have fundet melodien i Danmarks bedste håndboldrække for kvinder.

Fredag aften vandt hovedstadsklubben for tredje kamp i træk, da det blev til en klar sejr på 35-23 over EH Aalborg. Med sejren drøner København op på ligaens førsteplads, inden flere af konkurrenterne har været i aktion i fjerde spillerunde.

Mia Rej, der er vendt tilbage på holdkortet efter en lang skadespause, viste atter, at hun er yderst målfarlig. Med otte scoringer blev hun delt topscorer sammen med Linn Blohm.

Ved pausen var det dog ikke umuligt for de nordjyske gæster at øjne point, da Aalborg kun var bagud 16-18. I det sidste kvarter blev det dog for alvor slået fast, at København ville hente den tredje sejr på stribe.

I den modsatte boldgade finder man Nykøbing Falster Håndboldklub, der er hårdt ramt af skader med kedelige resultater til følge.

Falstringerne åbnede sæsonen med at slå netop København, men siden er det blevet til lutter nederlag. Det tredje nederlag i træk kom fredag aften, da Nykøbing Falster tabte udekampen til Randers med 27-32.

Med ni mål på ni forsøg var Jamina Roberts blandt andre med til at sænke falstringerne.