Udsæt henrettelsen af challenge-systemet
Håndboldredaktør Dan Philipsen kommer med sit bud på en hurtig løsning på problematikken med det nye challenge-system i dansk håndbold.
Jeg var 14 år, da jeg første gang kyssede en pige.
Det kunne jeg virkelig ikke finde ud af. Stakkels Vibeke. Det var ikke noget kønt syn og grænseløst pinligt. Jeg havde forventet mere. Også af mig selv.
Men det var nyt, spændende, og jeg kunne på sigt se en masse fordele ved at blive god til det. Derfor blev jeg ved. I dag går det bedre, tak.
Jeg tror, at folkene bag det nye challenge-system i håndbold har det på samme måde.
Sikke en uskøn rodebutik. I korte perioder underholdende, men mest af alt pinligt og ødelæggende.
Trænere, der tager challenge, selv om de ikke kan, fordi de lige havde glemt reglerne! Dommere, der forvirrede og fortvivlede spørger om hjælp, og observatører, der - heller - ikke kender reglerne.
Tilbage har stået måbende spillere, tilskuere og tv-seere. En devaluering af håndboldproduktet. Primært omkring farcen i Gudme forrige lørdag og senest for et par dage siden i Holstebro. Men husk så også lige, at den første challenge nogensinde – i kampen mellem Fredericia og GOG – var helt perfekt. Da fik man de rigtige kendelser (og den rigtige vinder) på kort tid til alles glæde. Så det kan altså lade sig gøre.
Bruger det forkert
Mange af spillets aktører er klar til at aflive challenge-systemet. Men det er altså alt, alt for tidligt at lade guillotine-bladet falde. Lad nu lige det omfattende indgreb finde sit leje hos alle spillets parter.
Tanken med challenge er sympatisk og rigtig: At man indfører et system, hvor det ikke bliver en fejlkendelse, der i de sidste sekunder afgør vigtige point, finalepladser og mesterskaber.
Virkeligheden har bare – indtil videre – vist sig at være en anden. Trænerne, som er dem, der har råbt på en challenge-mulighed, bruger det ikke for at undgå en kampafgørende fejlkendelse imod sig. De har allerede adopteret systemet som et sidste desperat forsøg på at få point i en kamp, der er ved at glide dem af hænde. Trænerne er altså godt i gang med at ødelægge det system, som er sat i verden for deres skyld.
Og så er vi tilbage ved debatten om moral vs. regler.
Den som åbnede, da København-træner Claus Mogensen end ikke nåede én hel kamp ind i sæsonen, før han ville udfordre de nye regler for brug af den elektroniske time out-knap. En anordning, som især trænerne har efterspurgt – og fået.
For dem, der står uden for håndbolden, kan det virke besynderligt, at man jagter hullerne i de regler, som man har selv har bedt om at få – ironisk nok for at opnå så stor retfærdighed som muligt.
Når man så i de seneste uger har fulgt debatten i håndboldens verden, må man forstå, at elitehåndbold handler om at snyde mest muligt. Det har især spillerne understreget, og trænerne følger fint trop i kampene.
I min verden er det ikke kun dårlige regler, der skaber problemerne. Måske skulle man også tage et eftersyn på moralen hos spillets hovedpersoner.
Når det er sagt, så forstår jeg de aktuelle frustrationer. Det er ganske enkelt for dårligt, når dommere og observatører ikke kender reglerne. I to ud af de tre hidtidige challenge-tilfælde er det ikke sket. Hvordan kan man sige ja til at dømme en kamp med nye regler, når man ikke har sat sig godt nok ind i dem? De kører jo heller ikke ud på motorvejen i en ny bil uden at vide, hvor bremser og tågelygter sidder.
Gør som fodboldens VAR
Intet i håndbold er sværere end at dømme det. Håndbold er spillet med de mange kendelser. På et år har man derudover forlangt, at de danske dommere sætter sig ind nye regler omkring videoproof. Altså det redskab, som dommerne selv kan bruge, når de er i tvivl om en kendelse.
Nu skal de så også forholde sig til ekstremt komplekse regler i challenge, hvor trænerne kan efterprøve dommernes beslutninger.
Det er to omfattende tilføjelser til regelsættet – inden for kort tid. Tilført den ekstreme stressfaktor, når trænere, spillere, tilskuere og tv-seere står på nakken af dem og afventer deres dom.
Det er TV 2, der af parterne i dansk håndbold er blevet bedt om at stille tv-billederne til rådighed.
Vi tilbyder fra dags dato, at dommerne og observatørerne kan få bedre betingelser, når der skal afsiges en dom i videoproof eller challenge.
Der en ledig plads i vores tekniske afvikling, hvor en observatør i fred og ro kan sidde ved siden af kampens tv-producer. Han kan – upåvirket af en kogende hal og gestikulerende trænere - gennemgå billederne og afsige en dom. Altså ligesom man ser i fodbold, hvor eksterne dommere udsteder dommene i fodboldens VAR-system.
Så et råd herfra: Uddan seks-syv observatører til KUN at sidde i TV 2-afviklingen. De skal kunne videoproof- og challenge-reglerne i søvne. Lige nu ligner det eneste hurtige vej til en forbedring.
Danmark er langt foran
Apropos VAR. Inden man latterliggør Dansk Håndbold Forbunds forsøg med challenge, så kig lige på storebror i fodbold. I Premier League er der brugt et tre-cifret millionbeløb på at indføre VAR til denne sæson. Det er heller ikke kommet gnidningsfrit i gang. Og vi husker sikkert alle de tragikomiske billeder fra sommerens VM i kvindefodbold, hvor dommerne også sejlede rundt under VAR-situationer.
Det frikender ikke håndbolden. Det er ærgerligt, at denne debat er kommet. Ærgerligt, fordi ingen lige nu taler om det kæmpe kompliment, som videoproof, challenge og elektronisk time out-knap er til dansk håndbold.
Dansk Håndbold Forbund og Divisionsforeningen er langt foran med udviklingen. Det er ikke tilfældigt, at man fra international side har bedt Danmark om at være test-land for eksempelvis challenge-systemet.
Lige nu har man bare igen i dansk håndbold evnet at vende noget godt til noget dårligt. Og ingen har noget at lade den anden høre. Reglerne, dommerne, trænerne og observatørerne må sammen dele skylden for den sovs, som dansk håndbold i disse dage svømmer rundt i.