Odense Håndbold klar til Final 4 efter drama i omkamp
Som de første hold er håndboldkvinderne fra København og Odense klar til pokalturneringens Final 4-stævne.
Vi sender Final 4-stævnet på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY d. 28. og 29. december.
Kvinderne fra København Håndbold og Odense skal om godt tre måneder kæmpe med om den danske pokaltitel.
Tirsdag bookede de to hold en plads i pokalturneringens Final 4-stævne mellem jul og nytår ved at slå Nykøbing F. Håndboldklub og Viborg HK i kvartfinalerne
København-træner Claus Mogensen kunne først på aftenen se sine spillere slå Nykøbing med 27-23 på udebane.
Efter en jævnbyrdig indledning var københavnerne foran i hele anden halvleg, men det nåede at blive spændende.
Med 12 minutter tilbage havde gæsterne fra hovedstaden bragt sig foran med 24-18, men forspringet skrumpede ind til 25-23.
I slutfasen sørgede Maria Hjertner og senere Debbie Bont med en scoring hver for at afværge et lurende Nykøbing-comeback.
Hollandske Debbie Bont blev topscorer for København med otte mål, mens landsmanden Dione Housheer scorede ti gange for Nykøbings værter.
Drama i omkampen
Senere tirsdag slog Odense på hjemmebane Viborg HK med 28-26 i en af de øvrige kvartfinaler.
Odenses Kathrine Heindahl sendte kampen ud i to gange fem minutters forlænget spilletid, da hun 20 sekunder før tid udlignede til 24-24, som var stillingen efter ordinær tid.
I forlængelsen havde Odense-træner Jan Pytlicks spillere bedre styr på sagerne.
Torsdag bliver de to sidste deltagere i Final 4-stævnet fundet. Her står Team Esbjerg over for Herning-Ikast, mens Aarhus United og TTH Holstebro kæmper om den sidste plads.
Final 4 spilles 28. og 29. december.