Sindssygt svært at melde fra til landsholdet, siger dansk stortalent
Mathilde Hylleberg skal spille håndbold i mange år endnu, og derfor er hun opmærksom på ikke at slide sin krop op.
Mathilde Hylleberg er et stort fløjtalent på den danske håndboldscene.
Men på trods af sine bare 20 år er hun også opmærksom på, at hun ikke skal gå for hurtigt frem. Derfor meldte hun mandag fra til kvindelandsholdets kommende landsholdssamling.
Fløjspilleren forklarer, at hun gør det for at passe på sig selv, og at hun stadig mangler det sidste, inden hun er klar til at deltage.
- Jeg har haft en sindssyg god opstart her i klubben, og jeg har det rigtig godt. Men jeg føler, at jeg har brug for fem eller ti procent mere, før jeg har det overskud, der skal til for at være afsted, siger Mathilde Hylleberg, der spiller for TTH Holstebro, til TV 2 SPORT
- Men der er ingen tvivl om, at det er en sindssygt svær beslutning. Der er ikke noget, man hellere vil end at spille for landsholdet. Så det har været sindssyg svært. Men jeg tror, at det kommer til at give mening på den lange bane.
Vil gøre op med tabu
Mathilde Hylleberg tog i april en pause fra klubhåndbold, fordi hun var 'mæt af håndbold' og fysisk træt efter en sæson, hvor hun blandt andet fik debut på landsholdet og kom til sin første slutrunde.
Hvordan er det at sige nej til noget, som du egentlig drømmer om?
- Det er virkelig ikke sjovt. Det er svært, og jeg tror egentlig, at den eneste grund til det er, at jeg har det på samme måde som i foråret. For ellers er der ingen tvivl om, at det er det ypperste. Det er det, man kæmper og træner for hver dag. Det er der ingen, der har lyst til at sige nej til, siger Hylleberg.
Fløjspilleren fortæller, at det har hjulpet at tage en pause fra håndbolden. For hun var kommet til et punkt, hvor hun virkelig havde brug for den.
Nu er hun tilbage med et større overskud, og hun håber, at det kan inspirere andre.
Er det her, pauser i sporten, et tabu?
- Jeg håber da lidt, at jeg kan være med til at bryde et lidt tabubelagt emne. Det er ikke noget, man hører om så ofte, men jeg tror, der er mange, der går med de følelser, som jeg havde - hvor man er i tvivl om, hvordan man får åbnet op for det, siger Hylleberg.
Med Hyllebergs afbud er der kun 22 spillere med i landsholdssamlingen fra 23.- 29. september.