Frustreret Esbjerg-træner efter timeoutdrama: - Det er grotesk

Jesper Jensen følte sig snydt for en timeout og var frustreret over kampens observatør.

Utilfredsheden var til at få øje på hos Team Esbjergs træner, Jesper Jensen, i afslutningen på torsdagens pokalkvartfinale.

Med 40 sekunder tilbage af opgøret mod Herning-Ikast tog Jensen en timeout. Troede han i hvert fald.

For selvom han trykkede på den grønne timeout-knap og vandrede en meter ind på banen, gik der yderligere tre sekunder, før hornet lød i hallen.

På de sekunder gik Team Esbjerg fra at have bolden til at miste den. Til stor frustration for Jesper Jensen, som råbte ad kampens observatør, Jens Henriksen.

- Jeg synes, vi har en mand ude ved dommerbordet, som ikke gør sit arbejde ordentligt. Hvor er det frustrerende. Hvis de når at være i boldbesiddelse, inden jeg tager timeouten, så går der tre sekunder.

- Det er hans opgave at sidde derude og kigge på, hvad sker der. Der er 30 sekunder tilbage. Hvad skal han ellers lave? Så lige nu bliver vi snydt af et system. Lige nu var det en timeoutknap, der tog tre sekunder om at båtte. Ellers havde vi haft bolden med 30 sekunder igen. Jeg er rimelig frustreret, fortalte Jesper Jensen til TV 2 SPORT.

Timeoutknap i fokus

Episoden endte med at få stor betydning for kvartfinalens udfald.

Efter Herning-Ikast havde brændt i det efterfølgende angreb, tog Jesper Jensen igen en timeout. Men det måtte han ikke ifølge reglerne. I dem står der, at en træner ikke må tage to timeouts inden for de sidste fem minutter af en kamp. Da hans 'mislykkede' timeout fra det forrige angreb talte med i regnskabet, var dommen klar.

Mon ikke de sidder og beskytter hinanden på en eller anden måde

Jesper Jensen

Straffekast til Herning-Ikast. Selvom Jesper Jensen i flere minutter forsøgte at protestere.

- Det er den der forpulede grønne knap, som pludselig ikke virker. Jeg hamrer min hånd ned på den og går ind på banen. Og den tid kan han nå at kigge ind på banen. Det er grotesk. Vi var favoritter, og så bliver det vendt rundt med et straffekast. Det er trist og synd for pigerne. De kæmpede flot, siger Jesper Jensen.

Herning-Ikast udnyttede muligheden og bragte sig på 27-26. Team Esbjerg havde derefter 13 sekunder tilbage til at udligne, men de brændte. Dermed gik Herning-Ikast videre til pokalturneringens Final4 efter en højdramatisk afslutning. Klubbens første sejr i 13 kampe over Team Esbjerg.

Jesper Jensen var frustreret over observatør Jens Henriksen.
Jesper Jensen var frustreret over observatør Jens Henriksen. Foto: TV 2 SPORT

'Ikke min fejl'

Jesper Jensen nedlagde med det samme efter kampen protest. Han forventer dog ikke, han får noget ud af det.

- Mon ikke de sidder og beskytter hinanden på en eller anden måde og finder en eller anden håbløs regel. Han kan selvfølgelig sige, han ikke så det, men selvfølgelig så han det.

- Normalt ville jeg gerne tage det på som min fejl, men det synes jeg bare ikke, det var i dag. Jeg synes, det var ualmindelig taktisk godt gjort, og det endte med at få en kæmpe modsat effekt.

Se højdepunkterne mellem Esbjerg og Herning-Ikast i kvartfinalen i kvindernes Santander Cup. Video: TV 2 SPORT

Problemer med uret

Herning-Ikasts træner, Mathias Madsen, oplevede ikke problemer med timeoutknappen, men han påpeger, at der var fejl med noget andet.

- Timeoutknappen har virket efter henseende, men der er et eller andet galt med deres ur. På det sidste skud Kristine Breistøl tager, der skyder hun i 29.59, og bolden ryger ud til fløjen, hvor den triller hen ad gulvet. Der lyder hornet først tre-fire sekunder efter.

- Så der må være nogle i Esbjerg, der sidder med lidt røde ører, siger Madsen.

TV 2 SPORT testede kort efter kampen timeoutknappen to gange. Første gang lød hornet først efter to sekunder. Anden gang lød det med det samme.