Håndbold

Hvis Danmark misser VM-avancement, stopper Klavs Bruun som landstræner

Klavs Bruun Jørgensen har stået i spidsen for det danske landshold siden 2015. Frank Cilius / Ritzau Scanpix

Klavs Bruun Jørgensen ser ikke sig selv som fremtidig landstræner, hvis Danmark ikke går videre til mellemrunden ved VM.

Frankrig, Tyskland, Sydkorea, Brasilien og Australien.

Danmark er kommet i en hård indledende pulje, når VM i Japan bliver spillet fra slutningen af november og til midten af december. De tre bedste går videre til mellemrunden, og derfor skal Danmark kæmpe hårdt, hvis det skal blive til avancement.

Hvis det skulle ske, at Danmark ikke ender som de tre bedste efter den indledende runde, er det langt fra sikkert, at landstræner Klavs Bruun Jørgensen også står i spidsen for landsholdet efterfølgende.

- Det handler ikke kun om puljen, men jeg har altid haft det sådan, at hvis jeg ikke føler, jeg kan give mere og flytte holdet, så skal det stoppe. Jeg kan ikke forestille mig - hvis vi ikke kommer videre fra puljen - at du ser mig være landstræner efter det, siger Klavs Bruun Jørgensen til Ekstra Bladet.

Landstræneren fortæller, at det ikke er noget, de specielt har snakket meget om på landsholdet, men at det er en logisk tankegang for ham. Han betragter dog ikke scenariet særligt sandsynligt, da han har store forventninger til slutrunden.

Derfor siger han også, at det vil være en stor skuffelse, hvis ikke Danmark går videre.

Tanken har strejfet ham før

Det er ikke første gang, at Klavs Bruun Jørgensen har haft overvejelserne omkring at stoppe som landstræner.

21. marts i år var Danmark i en spillemæssig krise, og der var ikke meget, der gik danskernes vej. Faktisk var de i strid modvind, da de i marts tabte 20-31 til Norge.

- Der skal jeg være ærlig at sige, at der var jeg meget tæt på bare at pakke mine ting og sige: "Det her, det kan jeg ikke mere". Fordi det skal være troværdigt. Hvis ikke vi kan snakke om nogle ting og tage det med ind på banen, er det ikke mig, der skal føre det videre, sagde Klavs Bruun Jørgensen til TV 2 SPORT dengang.

Selvom det bare var en kamp i træningsturneringen Golden League, gjorde nederlaget i åbningskampen knusende ondt.

Så du var reelt ved at sige op?

- Jeg ved ikke, hvor tæt på jeg var, men tanken strejfede mig. Jeg har det ikke som landstræner, at jeg bare klynger mig til jobbet, fordi der er prestige i at være landstræner. Overhovedet ikke. Jeg skal kunne se, at der sker et eller andet, uddyber landstræneren.

VM i Japan bliver spillet fra den 30. november til 15. december.