Den danske falliterklæring

Håndboldredaktør Dan Philipsen kommer med sin holdning, efter det nye challenge-system hurtigt blev droppet igen i dansk håndbold.

Dansk hĂĄndbold har spillet fallit.

I uskøn forening har forbund og klubber forpasset en gylden chance for at vise handlekraft og innovation. For at understrege sin position som et af verdens vigtigste håndboldlande.

Nu er dansk håndbold til grin. Den internationale håndboldfamilie kiggede mod Danmark og tillagde det danske forbund og klubber evnen at implantere video-challenge. En nyskabelse i den evige jagt på at opnå større retfærdighed i spillet med de mange kendelser.

Et massivt politisk nederlag

30 dage tog det. Så måtte Dansk Håndbold Forbund og Divisionsforeningen efter et krisemøde onsdag aften suspendere den nye regel for resten af sæsonen. 30 dage! Fire-fem spillerunder inde i sæsonen.

Vi må formode, at Det Internationale Håndbold Forbund ikke lader danskerne genoptage challenge som foregangsland. Nu kan spillere, trænere og ledere her til lands bare vente og se, hvad der om et par år bliver presset ned over hovedet på dem. For challenge skal nok komme. Onsdag aften smed dansk håndbold sin indflydelse væk.

Det er et massivt politisk nederlag på den internationale scene for DHF-formand Per Bertelsen. Han har knoklet for at sikre dansk indflydelse i de store beslutninger på spillets udvikling. ”Nåh, det kunne I ikke finde ud af,” vil møde ham, når han næste gang sætter sig til håndboldens højbord.

Pilen for fadæsen peger i alle retninger. Det er det eneste, der kan formilde i efterdønningerne af onsdagens deroute. At DHF ikke kan pege på klubberne og give dem hele skylden. Eller omvendt.

DĂĄrlig forberedelse

Først og fremmest har DHF ikke lavet et ordentligt og forståeligt regelsæt. At der eksempelvis ikke var tænkt en tanke om reglerne for challenge i pokalkampene, vidner om mangelfuldt arbejde.

En anden stor problemstilling er formidlingen til dem, der skulle føre det ud i livet. Dommerne og især observatørerne var ikke godt nok forberedt. Uprofessionelt. Med forståelse for alle de nye regler, som dommerne og deres bisiddere ved dommerbordet hele tiden skal lære, så er det intet andet end uprofessionelt ikke at være ordentligt forberedt, når man møder op til en – lønnet – opgave.

De ligatrænere, der måtte læse dette og nikke samtykkende, skal finde sig et spejl. En stor del af fadæsen falder også tilbage på dem.

Den 10. august var alle 28 ligatrænere inviteret til dommerseminar i Horsens, hvor blandt andet de nye challenge-regler blev præsenteret. Seks af dem mødte op. Kære 22 ligatrænere, der ikke var til mødet: Hvis I ikke kunne finde ud af challenge-reglerne, skulle I måske være kørt til Horsens den 10. august. Igen: Uprofessionelt.

Forbund og klubber skal roses for at tage problemerne alvorligt og sammen holde hastemøde onsdag aften. Det er også en klog beslutning, at der fra i dag ikke er challenge i den danske liga.

Men at suspendere reglen for resten af sæsonen er en overreaktion. Det gør det umuligt for dansk håndbold at vende tilbage med systemet.

Forslag til løsning

Hvorfor ikke bare suspendere reglen i en måned eller to? Brug tiden på at smide regelfolkene i DHF ind i et lokale med et par spillere og nogle trænere. Arbejd reglerne helt igennem – helt ned i mindste detalje og find den rigtige vej.

I et andet lokale kunne man parkere DHF’s fem-seks bedste observatører. Bloker døren og lad dem komme ud, når de i søvne kan reglerne for challenge. Og ja, terp også lige videoproof og timeout-knap-reglerne igennem.

Bagefter skulle de særligt uddannede observatører ikke tilbage i hallerne. De skulle sidde i fredelige omgivelser ved siden af TV 2’s producer. Hvor de havde overblik over alle kameraer, kunne bestille de rigtige billeder og kommunikere det ud til kampens dommere. Med lav puls og ilt til hjernen. Den hjerne, hvis vægge i mellemtiden havde fået klistret challenge-reglerne op. Altså sidde i et VAR-rum – som i fodboldens verden.

TV 2 tilbød spillets parter denne løsning for tre uger. Uden beregning.

Imens challenge onsdag aften blev aflivet, fik den grønne time out-knap lov at leve videre. Altså den knap, som klubberne trods næsten et års varsel ikke har evnet at installere i alle haller! Det er – mig bekendt – simpel software til under 20.000 kroner pr. sæt.

Lad os slutte der. Ved time out-knappen. Den elektroniske knap, der har fungeret upåklageligt ved slutrunder i to-tre år, men som end ikke nåede en time ind i sin levetid i Danmark, før den blev misbrugt på Falster med stor ballade til følge.

Det er godt for dansk hĂĄndbold, at den kulsorte september slutter pĂĄ mandag.

Håndboldmagasinet Kontra har LIVE-debat med blandt andre Per Bertelsen, Henrik Møllgaard og Peter Bredsdorff-Larsen om netop challenge torsdag klokken 21.30 på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.