Håndbold

Bjerringbro-Silkeborg sælger landsholdsfløj til udlandet

Håndboldklubben Bjerringbro-Silkeborg sælger landsholdsfløjen Johan Hansen til en udenlandsk klub. Jonathan Nackstrand / Scanpix Denmark

Fløjspilleren Johan Hansen skifter fra Bjerringbro-Silkeborg til en unavngiven klub i udlandet.

Johan Hansen er i gang med sin sidste sæson i Bjerringbro-Silkeborg (BSH) i denne omgang.

Landsholdsfløjen, der er færing, men var med til at vinde VM-guld med Danmark i starten af året, er blevet solgt til en unavngiven klub i udlandet, hvortil han skifter til sommer.

Det skriver BSH i en pressemeddelelse.

Dermed skifter færingen klub, et år før hans kontrakt med BSH står til at udløbe.

Over for Ritzau fortæller direktør i BSH Jesper Schou, at navnet på Hansens nye klub vil blive offentliggjort senere lørdag.

- Jeg har nydt hvert et sekund, jeg har haft i Bjerringbro-Silkeborg, siger Johan Hansen i pressemeddelelsen.

- Det har været det helt rigtige for mig, lige fra jeg tog skridtet fra Skanderborg til Bjerringbro-Silkeborg, hvor der var styr på alting. Både klubben og trænerteamet var klar til at hjælpe mig fra dag et.

Johan Hansen har spillet for Bjerringbro-Silkeborg siden sommeren 2015.

- Fra starten, da Johan kom til Bjerringbro-Silkeborg, var det et mål for både Johan og os som klub at få ham med omkring det danske landshold og videre til en udenlandsk klub, siger Jesper Schou i pressemeddelelsen.

- Vi havde håbet på at kunne beholde ham længere, men da vi skrev en langvarig kontrakt, var vi klar over, at tiden kunne komme, inden kontrakten stod til udløb i 2021.

BSH skal lørdag i aktion mod Fredericia i Herre Håndbold Ligaen.

Johan Hansen og co. ligger inden kampen på tabellens sjetteplads med fem point efter fire kampe.