Århus forlænger med Erik Veje

16x9
Erik Veje Rasmussen vil have været i klubben i 19 sæsoner, når den nye kontrakt udløber. Foto: Claus Fisker / Scanpix Denmark

Århus Håndbold forlænger kontrakten med både cheftræner Erik Veje Rasmussen og anfører Peter Lund.

Erik Veje Rasmussen er i gang med sin sæson nummer 17 som cheftræner for Århus Håndbold.

Og står det til parterne, bliver det også til sæson 18 og 19 i de kommende år.

Tirsdag formiddag meddelte Århus Håndbold, at klubben har forlænget kontrakten med Erik Veje i to år - frem til sommeren 2022.

- Grundlæggende synes jeg, det går godt. Jeg synes, vi har et stærkt setup i Århus Håndbold. Derudover synes jeg, det er sjovt at arbejde med spillerne, hvor vi i de næste sæsoner går ind i en fascinerende fase.

- Der er ingen tvivl om, at det bliver spændende, når vi nu skal finde ud af, hvilke spillere der skal være en del af Århus Håndbold, siger Erik Veje i en pressemeddelelse.

Han vil dog ikke skrue op for ambitionerne lige med det samme.

- Den kommende målsætning bliver dog, som den også har været i år, at komme i slutspillet. Der er ikke noget, der tyder på, at de andre klubber begynder at nedruste - tværtimod.

- Feltet bliver stærkere og stærkere, men jeg tror og håber på, at vi kan matche dem, siger træneren.

Århus Håndbold-anfører Peter Lund har også forlænget kontrakten med to år.

- Klubben er virkelig kommet ind under huden på mig, og jeg har det godt her.

- Jeg er typen, der mener, at det ikke altid er givet, at græsset er grønnere på den anden side, så når jeg har det godt et sted, og har en god hverdag, så betyder det meget for mig.

- Derudover har det været afgørende, at jeg har muligheden for at kombinere arbejdet ved siden af med håndbolden, lyder det fra anføreren.

Peter Lund, som kom til klubben i 2013, driver ved siden af håndboldkarrieren et anlægsgartnerfirma med sin far og bror.