Håndbold

Herning-Ikast ærgrer sig over appel: - En rimelig oplagt afgørelse

Esbjerg har valgt at appellere DHF’s afvisning af klubbens protest. Det ærgrer Herning-Ikast, der kalder beslutningen en rimelig oplagt afgørelse.

Team Esbjerg føler sig snydt, efter at Dansk Håndbold Forbund (DHF) har afvist klubbens protest efter nederlaget til Herning-Ikast i Santander Cuppens kvartfinale.

Derfor har Esbjerg valgt at appellere beslutningen til Håndboldens Appelinstans, som er den øverste instans i DHF. Og den beslutning er Herning-Ikast ikke tilfreds med.

- Det (at Esbjerg har appelleret, red.) er vi rigtig ærgerlige over. Vi synes, at det er en rimelig oplagt afgørelse, som disciplinærinstansen er kommet frem til i første omgang, siger bestyrelsesmedlem i Herning-Ikast Jacob Staghøj Troelsen til TV 2 SPORT.

Sagen er den, at Team Esbjerg ikke har nedlagt protest korrekt under kampen, hvor Jesper Jensen føler sig snydt af hornet i hallen.

- Afgørelsen i første omgang er klar, fordi der skal være en protest, inden spillet genoptages. Der er høringssvar fra dommere, observatører og Esbjerg selv i første instans, hvor alle parter er enige om, at der ikke er lagt en protest på det, man nu appellerer på.

- Så reglerne er bare ikke anderledes. Når man ikke har lagt en protest, så stopper sagen der, og så skal den ikke videre, siger Jacob Staghøj Troelsen.

Final 4 eller ej?

Esbjergs beslutning om at appellere afgørelsen irriterer Herning-Ikast, der nu bliver udfordret rent logistisk i forbindelse med Final 4-forberedelserne.

- Nu kan vi så vente på, at appeludvalget skal kigge på det, i stedet for at komme i gang med forberedelserne til Final 4 ved at få aktiveret vores fans, samarbejdspartnere og sponsorer.

- Det er nu sat på pause, imens appeludvalget skal kigge på noget, som appeludvalget har været rimelig klar i spyttet omkring.

Og det er ikke kun de logistiske forberedelser, der er et irritationsmoment for den midtjyske håndboldklub.

- Udover hvad det måtte betyde for spillerne og trænerne oppe i hovedet, at de nu igen skal være lidt i tvivl, om de skal spille Final 4 mellem jul og nytår, så betyder det rigtig meget for vores administration. De skulle i gang med at sælge det til vores tilskuere og sponsorer med arrangement mellem jul og nytår.

Herning-Ikast forventer, at appeludvalget får truffet en beslutning inden for 14 dage.

DHF har ikke ønsket at udtale sig torsdag, da det stadig er en verserende sag.