Seks profiler udtaget til ny udviklingsgruppe
Sidste år lancerede Dansk Håndbold Forbund og Team Danmark en ny udviklingsstrategi på kvindesiden. Den følges nu op på herresiden.
Dansk Håndbold Forbund og Team Danmark har i fællesskab udarbejdet en udviklingsstrategi, der skal koncentrere udviklingsmidlerne på en begrænset gruppe spillere.
Det bliver gjort, for at herrelandsholdet også i fremtiden kan blande sig i blandt de bedste.
På kvindesiden har den allerede eksisteret i et år, og nu er den også kommet til herresiden.
Ligesom på kvindesiden er det også assistenttræneren for landsholdet, der får ansvaret for gruppen. Det betyder, at det er Henrik Kronborg, der får en stor rolle. Han bliver bakket op ad Team Danmarks eksperter.
De udvalgte spillere, der i første omgang bliver indlemmet i udviklingsgruppen, er:
- Emil Jakobsen – GOG
- Emil Lærke – GOG
- Nikolaj Læsø – Århus Håndbold
- Nikolaj Enderleit – TTH Holstebro
- Jonathan Würtz – TTH Holstebro
- Aaron Mensing – SønderjyskE
Landsholdets assistenttræner, Henrik Kronborg, ser store perspektiver i at tilbyde en god håndfuld potentielle A-landsholdsspillere optimale udviklingsrammer:
- Jeg glæder mig til opgaven og til samarbejdet med Team Danmark, spillere, klubber og trænere. De seks, vi i første omgang har sat navn på, er dem, vi føler, er tættest på at tage det sidste skridt ind på A-landsholdet. Som en del af projektet kommer jeg til at være i løbende kontakt med spillerne og deres klubtrænere, ligesom jeg selvfølgelig skal se dem spille kampe for deres klubber, siger Henrik Kronborg.
At man ikke er med i gruppen, betyder langt fra, at man ikke kan spille sig på A-landsholdet. Der kan både komme udskiftninger eller tilføjelser til den nuværende gruppe, ligesom spillere kan have en så eksplosiv udvikling, at de så at sige overhaler indenom.
- Projektet vakte stor begejstring blandt spillere og klubber, da vi startede op på kvindesiden, og erfaringen er, at samarbejdet mellem Team Danmark, klubberne og forbundet har løftet indsatsen blandt de udvalgte spillere. Det glæder mig derfor, at en så kompetent og erfaren herre som Henrik Kronborg har sagt ja til at forestå arbejdet, siger Morten Henriksen, sportschef i DHF.
Herreprojektet kommer et år efter, at der blev sat navn på syv kvindelige spiller, der kom med i en udviklingsgruppe,
De syv spillere var:
- Amalie Milling (København Håndbold)
- Maria Lykkegaard (København Håndbold)
- Emma Friis (Herning Ikast Håndbold)
- Emilie Steffensen (Herning Ikast Håndbold)
- Celine Lundbye Kristiansen (Aarhus United)
- Lærke Christensen (TTH Holstebro)
- Ida Marie Dahl (Viborg HK)
Den nye strategi blev lanceret i sensommeren sidste år, og i slutningen af november løftede DHF og Team Danmark sløret for det ene af to ben. Det går ud på at finde fremtidens landsholdsprofiler ved at fokusere på en udvalgt gruppe af spillere, der endnu ikke er etableret på Danmarks landshold, men som har potentialet.