TTH forlænger med ung hollænder efter Balling-exit
I mandags meddelte TTH Holstebro, at Peter Balling stopper i klubben. I dag forlænger klubben med hans kollega på højre back.
Håndboldklubben TTH Holstebro kommer ikke til at mangle arbejdskraft på højre back selvom klubben tidligere på ugen meddelte, at Peter Balling er færdig i klubben til sommer.
Fredag formiddag har klubben nemlig offentliggjort en forlængelse af samarbejde med hollandske Kay Smits.
Den 22-årige højre back fortsætter i TTH Holstebro frem til sommeren 2021.
Balling og Smits deler i denne sæson spilletid på positionen med unge Nikolaj Enderleit, men fra sommer bliver tre altså til to, der skal kæmpe om minutter på banen.
- Jeg er meget glad for at kunne forlænge min kontrakt med TTH Holstebro. Jeg føler mig hjemme i klubben, og jeg nyder at være en del af et stærkt trænings-miljø i Holstebro, siger Kay Smits i en pressemeddelelse.
- Vi ser et stort potentiale hos Kay, og han har alt det, der skal til for at blive en rigtig dygtig spiller. Han er en moderne håndboldspiller, som besidder eksplosivtiet, gennembrudskraft og et godt skud, siger TTH Holstebros assistent, Claus Uhrenholdt.
Til den kommende sæson får Kay Smits ny træner i klubben.
Her afløses Patrik Westerholm af Søren Hansen, der i øjeblikket står i spidsen for Mors-Thy Håndbold.
- Vores højre back konstellation til næste år med Nikolaj Enderleit og Kay Smits er valgt ud fra, at de tilsammen udgør et godt makkerpar, som håndboldmæssigt supplerer hinanden rigtig godt med forskellige kompetencer, siger Claus Uhrenholt.