Håndbold

Hansen har ikke spillet i over en måned - comeback-dato er ukendt

Mikkel Hansen under VM i Danmark i januar 2019.

Denne mandag er det præcis én måned, siden Mikkel Hansen sidst var i PSG-truppen. Danskeren blev ramt af en hjernerystelse i september.

Paris Saint-Germain aner ikke, hvornår Mikkel Hansen er tilbage.

I fire ligakampe og tre kampe i Champions League har den franske storklub spillet uden den danske håndboldstjerne, og PSG kan også meget vel komme til at undvære Hansen i de nært forestående kampe.

En dato for hans tilbagevenden efter en hjernerystelse er ikke fastlagt, skriver den franske sportsavis L'Équipe.

- Der er ingen særlig bekymring for Mikkys (Mikkel Hansen, red.) tilstand, siger PSG-direktør Bruno Martini til avisen.

- Ved en hjernerystelse afhænger alt af spillerens tilstand. Derfor er det vanskeligt at fastsætte en dato. Mikky er muligvis med mod Ivry og Barcelona. Måske ikke.

Mikkel Hansens sidste kamp for PSG var 11. september, hvor han scorede ni mål i ligasejren på 32-29 over Nantes. Tre dage senere var han i truppen til Champions League-kampen mod Zagreb, men han kom ikke på banen.

Ny samtale med neurologen

26. september bekræftede den franske klubs pressemand over for TV 2 SPORT, at Hansen ikke havde været i stand til at spille de seneste tre kampe, da han var blevet ramt af en hjernerystelse under en træning.

- Han har set en specialist, og klubbens lægestab følger nøje udviklingen dag for dag, lød det fra PSG's pressemand, der understregede, at klubben ikke ville tage unødvendige chancer med danskeren.

Denne mandag, 14. oktober, har Mikkel Hansen ifølge L'Équipe været til en ny samtale med neurologen, og Bruno Martini siger til avisen, at det er op til neurologen at besvare spørgsmålet, om danskeren er med mod Ivry i ligaen og FC Barcelona i Champions League.

Trods sit fravær fra PSG's kampe har landstræner Nikolaj Jacobsen udtaget Mikkel Hansen til Danmarks Golden League-kampe 24. og 26. oktober, hvor modstanderne er Frankrig og Norge eller Spanien.

Henrik Toft kastede op til træning

Også Henrik Toft Hansen, der er holdkammerat med Hansen i PSG, har siddet ude for den franske klub.

L'Équipe skriver, at stregspilleren fik en bold i hovedet, da PSG mødte Chambéry torsdag 10. oktober, og da PSG trænede to dage senere, kastede Henrik Toft Hansen op.

Han blev ifølge avisen sendt hjem fra træningen, og Toft Hansen var da heller ikke med, da franskmændene slog Celje 27-18 i Champions League søndag.

TV 2 SPORT har forsøgt at få en kommentar fra Henrik Toft Hansen, men uden held. Han er ligesom Mikkel Hansen udtaget til landskampene i slutningen af oktober.

PSG fører den franske liga med maksimumpoint - 12 point for seks kampe.