Håndbold

Hjernerystelse er Mikkel Hansens anden i PSG: - Vi tager det meget seriøst

Mikkel Hansen kæmper i øjeblikket med sin anden hjernerystelse på tre år i den franske klub.

Mikkel Hansen bør være tilbage på håndboldbanen i november. Sådan lyder meldingen fra danskerens klub, Paris Saint-Germain.

Det er mere end en måned siden, Danmarks vel nok største håndboldprofil, Mikkel Hansen, har været i aktion på banen.

Det er en hjernerystelse, der holder den danske stjerne fra at spille kampe for de forsvarende franske mestre fra Paris Saint-Germain.

Generelt har det været småt med informationerne om skadens alvor, men nu fortæller PSG-direktør Bruno Martini, hvorfor den franske klub har været ekstra påpasselig med at melde en dato ud for et Hansen-comeback.

- Han er ikke 100 procent klar endnu, og vi vil ikke tage nogen chancer med ham. Det er anden gang, han har en hjernerystelse inden for tre år, så det er noget, vi tager meget, meget seriøst, siger direktøren til TV 2 SPORT.

- Dengang tog det mindre tid for ham at komme tilbage. Nu tager han den tid, han har brug for. Vi vil ikke skynde på den her process. Vi vil være sikker på, at han kommer tilbage fuldstændig fit til resten af sæsonen.

Tager det dag for dag

Mikkel Hansens sidste kamp for PSG var 11. september, hvor han scorede ni mål i ligasejren på 32-29 over Nantes. Efterfølgende pådrog den hårdtskydende bagspiller sig en hjernerystelse til træning, der har holdt ham ude siden da.

I Paris er de dog forsigtige optimister i forhold til snart at få Mikkel Hansen tilbage på banen igen.

- Vi håber, at han er klar igen i starten af november, men vi er nødt til at se, hvordan det går dag for dag, forklarer Bruno Martini.

- Det er ikke som en muskelskade, hvor vi nogenlunde ved, hvor længe man er ude. En hjernerystelse er mere svær. Det er svært at forudsige, hvornår han kommer tilbage, men vi håber, han er klar i november.

Mikkel Hansens EM bør ikke være i fare, fortæller PSG.

EM er ikke i fare

Hjernerystelsen til Mikkel Hansen har ligeledes tvunget ham til at melde afbud til det danske landshold, der næste uge samles forud for træningsturneringen Golden League.

En samling og en turnering, der fungerer som vigtig forberedelse frem mod EM-slutrunden om tre måneder i Sverige, Norge og Østrig. Her skal Danmark dog ikke frygte for at undvære holdets største stjerne.

- Det er mere et spørgsmål om dage end uger, før Mikkel er tilbage. Nu har han fået noget hvile, og det er måske godt nyt for det danske landshold. Jeg tror, han bliver 100 procent klar til EM, lyder den opløftende melding.

Samme optimisme har den danske landstræner Nikolaj Jakobsen, der satser på at have Mikkel Hansen klar til EM i januar.

- Nu har Paris vist stor tålmodighed. De giver Mikkel tid til at komme sig, og det gør vi selvfølgelig også. Det er forhåbentlig med til at gøre, at han snart spiller igen, siger landstræneren onsdag til TV 2 SPORT.

Toft også ramt af hjernerystelse

Den samme forventning har landstræneren til en anden Paris-dansker, der i øjeblikket også kæmper med en hjernerystelse.

Stregspilleren Henrik Toft Hansen tager heller ikke turen hjem til Danmark og landsholdssamlingen, efter han fik hjernerystelse i ligakampen mod Chambery i sidste uge.

I Paris Saint-Germain ser de hellere ingen grund til EM-bekymring på Henrik Tofts vegne.

- Henrik er meget professionel, en god fyr og en kriger. Han ville gerne træne og spille, men vi vil ikke tage nogen chancer med spillernes helbred.

- Det er en mindre hjernerystelse end Mikkel Hansens, men det er svært at vide præcist, hvor længe der går, før han er tilbage.

I næste uges Golden League-turnering skal Danmark skulle to kampe. Den første kamp er i Århus mod Frankrig og dernæst venter enten Spanien eller Norge i Aalborg.

Henrik Toft Hansen slås også med en hjernerystelse i øjeblikket.