Landstræneren er ikke i mål - udtager VM-trup fredag

16x9
Danmarks landstræner for damelandsholdet, Klavs Bruun Jørgensen, skal udtage sin VM-trup fredag. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

KLUMME:

Klavs Bruun Jørgensen er ikke i mål med sit VM-hold.

Ja, han udtager holdet fredag, men jeg tvivler på, at han har samtlige navne klar.

Det vil give god mening, hvis han venter med alle navne. Der er trods alt tre-fire ugers ligahåndbold tilbage. Der må være spillere, som han er i tvivl om. Nogen, der skal have et servicetjek spillemæssigt og fysisk. Derfor vil være klogt, hvis landstræneren ikke låser sig fast.

Mange spillere er i mine øjne VM-klar og bør være sikre på at se sit navn, når Klavs Bruun Jørgensen fredag klokken 12.00 kalder til hof og sætter navne på.

Disse spillere bør være med til VM:

Målvogtere

  • Sandra Toft
  • Althea Reinhardt

Stregspillere

  • Stine Bodholt
  • Kathrine Heindahl
  • Sarah Iversen

Fløjspillere

  • Fie Woller
  • Freja Cohrt
  • Trine Østergaard

Bagspillere

  • Stine Jørgensen
  • Anne Mette Hansen
  • Kristina Jørgensen
  • Lotte Grigel
  • Mie Højlund
  • Louise Burgaard
  • Celine Lundbye

To kæmper om sidste plads

Den skarpe læser har noteret sig, at jeg kun har sat navn på 15 spillere. I min optik er to spillere i kapløb om den 16. og sidste plads: Line Haugsted og Nadia Offendal.

Og hvorfor så lige dem?

Line Haugsted er kommet tilbage fra en skulderoperation i sommer og har ikke ramt sit tidligere, høje niveau endnu. Men hun har nogle defensive kompetencer, der virkelig kan styrke landsholdet.

Nadia Offendal var med ved den seneste slutrunde, men så ikke banen meget. Hun har sine klare kvaliteter i angrebsspillet, men spørgsmålet er, om landsholdet ikke allerede er dækket ind på disse kompetencer i Lotte Grigel, som er foran Nadia Offendal i kampen om en VM-plads.

Ved det foregående EM i Frankrig var det Mette Tranborg og Anne Cecilie De la Cour, der var de udvalgte. Mette Tranborg er stadig ude med sin korsbåndskade. Anne Cecilie De la Cour har ikke været en del af landsholdet siden seneste slutrunde. Desuden er hun på nuværende tidspunkt gravid med sit andet barn.

Der kan ikke være tvivl om, at højreback-pladsen igen tilhører Louise Burgaard sammen med unge Celine Lundbye, der står foran sin slutrundedebut.

Hård kamp på venstre fløj

På venstre fløj har duellen været hård. Fie Woller ser ud til at være kommet sig ovenpå sin skulderskade. Hun har været Klavs Bruun Jørgensens klare førstevalg i en lang periode, og hvis skulderen kan holde til belastningen, ser jeg hende som et sikkert valg.

Men hvem skal supplere hende på positionen – Lærke Nolsøe eller Freja Cohrt? De står i den samme tætte duel som for et år siden. Sidste år vandt Nolsøe. Denne gang tror jeg på Freja Cohrt. Hun er lige nu en anelse skarpere end Nolsøe – det fortæller udnyttelsesprocenten.

Fredag middag er vi alle klogere. En vigtig dag for alle dem, der løber rundt med drømmen om en slutrunde.

Danmarks VM begynder den 30. november, hvor Danmark møder Australien.