Håndbold

Islandsk plankeværk grundlægger Skjern-sejr over BSH

Björgvin Páll Gústavsson stærke første halvleg grundlagde Skjerns udesejr på 27-26 over Bjerringbro-Silkeborg.

Skjern Håndbold er efter en lidt skuffende sæsonstart tilbage i den sjovere halvdel af Primo Tours Ligaen.

Lørdag eftermiddag tog vestjyderne en stor skalp på udebane mod Bjerringbro-Silkeborg (BSH). Med hjælp fra en meget stærk Björgvin Páll Gústavsson i målet før pausen vandt Skjern med 27-26.

De to point sender Skjern op på ni point, og holdet er dermed igen oppe på en slutspilsplads. BSH har også ni point, men er nu inde i en kedelig periode med to nederlag i træk.

I første halvleg viste den mangeårige islandske landsholdsmålmand Björgvin Páll Gústavsson, at han efterlader et hul, når han til sommer drager hjem til Island af familiære årsager.

I kampens første 30 minutter blev han kun passeret syv gange og stod med en redningsprocent på 60. Takket være det islandske plankeværk, der også selv scorede et mål, førte Skjern 13-7 midtvejs i opgøret.

Målmanden har visuelt været kendt for langt hår og korte ærmer. Håret er blevet kortere, men han bruger stadig sine bare arme til at fange modstandernes skudforsøg.

Det gjorde han også efter pausen i Jysk Arena, men han kunne ikke holde niveauet fra første halvleg.

I de sidste minutter blev han sendt på bænken med en redningsprocent 45, men afløseren Robin Haug fangede heller ikke meget mod et pludselig skarpt hjemmehold.

Afstanden kom ned på et enkelt mål, inden iskolde Anders Eggert med sit femte mål på straffekast øgede forspringet til to mål før kampens sidste minut.

Trods en reducering i de sidste sekunder hentede Skjern sin fjerde udesejr i træk over BSH.

Tidligere lørdag tog Mors-Thy et skridt længere væk fra den direkte nedrykningsplads ved på udebane at vinde 30-24 over bundholdet Nordsjælland Håndbold.

I den sjovere ende af tabellen vandt TTH Holstebro 29-25 ude over Århus Håndbold og kravler dermed op på tredjepladsen.