Når det gør ondt at se en håndboldkamp

16x9
Kathrine Heindahl efter EM-kampen mellem Danmark og Rusland i Nantes, mandag 10. december 2018. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Kathrine Heindahl fortæller i denne klumme, hvor smertefuldt det er, at Odense Håndbold ikke spiller Champions League i denne sæson.

Jeg er blevet slået i maven en del gange i min karriere.

Det er ligesom erhvervsrisikoen i mit job. Det siger sig selv, når min arbejdsplads foregår få millimeter fra en tynd streg, som en håndfuld stærke, veltrænede kvinder skubber og maser for at stå så tæt på som muligt. Hvor har jeg i grunden et underligt, men fedt arbejde.

Mavepusterne kommer og går. Det går altid over. Videre. Næste positionskamp.

Men i begyndelsen af denne måned fik jeg en af dem, man ikke lige ryster af sig. Mit solar plexus blev ramt, da sæsonens Champions League-sæson blev skudt i gang. Uden min klub og mig.

Jeg skal på det følgende prøve at forklare smerten ved ikke at være med. Men bare rolig, dette er ikke en klagesang. Der er også nogle få fordele ved at undvære det ypperste.

Massiv gåsehud, der nærmest gjorde ondt

Jeg har spillet elitehåndbold i mange år og fik sidste år min første smag af den ultimative klubturnering. Jeg hørte i mange år fra klubkammerater og dem på landsholdet, at Champions League var noget helt særligt. Hymnen inden kampene, ikke mindst.

Hallo, jeg har spillet en del slutrunder, og Champions League spilles mig bekendt også bare på 20 x 40 meter. Det er vel bare håndboldkampe som alle andre. Store kampe, javist, men stadig bare en kamp på 60 minutter om at score flest mål. Tænkte jeg.

Og en dag i sidste sæson stod jeg der så endelig selv for første gang. Under Champions League-hymnen. Med så massiv gåsehud, at det nærmest gjorde ondt.

Det var federe, end jeg nogensinde havde troet. Ikke bare spillet, som jo er det bedste med Europas 16 stærkeste klubhold. Det handlede nok så meget om det, der foregik inde i mit hoved. ENDELIG. Min drøm havde altid været Champions League. Kender du det? At opnå noget, du har villet i mange år, og det så viser sig at være endnu bedre end forventet. Jeg havde nået min drøm, og jeg spillede med blandt verdens bedste. Rendyrket, mental lykke.

Det er derfor, at jeg kun følger sporadisk med i Champions League i denne sæson. Jeg har ikke set en hel kamp. De spiller mesterliga uden mig. Mere vil have mere, og jeg vil have mere Champions League.

Først og fremmest: Det er ikke synd for mig, mine holdkammerater og Odense Håndbold. Vi spillede os ikke i Champions League. Længere er den ikke.

Jeg kunne græde ud ved det faktum, at vi i Odense blev klare vindere af grundspillet. Vi tabte ikke en eneste af de først 22 kampe. Således havde jeg spillet Champions League i disse uger, hvis der ikke havde været slutspil i Danmark.

Jeg har altid godt kunne lide slutspillets intense vigtighed. Så det ville være hyklerisk, hvis jeg nu stiller mig op som modstander af strukturen, fordi det i den forgangne sæson havde passet min klub bedre uden slutspil.

Rynken på næsen er dog, at der er ufatteligt langt hen til slutspillet. 26 kampe i grundspillet er for mange. Det sker ofte, at en sejr i det danske grundspil betyder for lidt. Og tilsvarende et nederlag. Sat helt op på nålens absolutte spids bliver kampene i Danmark først mega vigtige til marts. Det skal ikke lyde, som om at efteråret er ligegyldigt. Det handler bare om noget andet lige nu: At skærpe alt, så vi står så skarpt og sammentømret som muligt efter jul, for det er der, det hele skal afgøres.

Til VM i en fysisk bedre udgave end sidste år

Eksempelvis min egen klub. I Odense har vi i dette efterår tabt fire point, men det går vi ikke i panik over. Dermed ikke sagt, at vi gik grinende hjem efter de to nederlag. Men vi lærte sidste år, at det ikke behøver være en katastrofe.

Og nu til den glade vinkel på mine aktuelle Champions League-mavesmerter. Lad mig benytte lejligheden til at svare dem, der i de seneste uger har spurgt mig, hvad jeg dog får tiden til at gå med, når vi ikke spiller Champions League: Jeg træner.

For sandheden er jo, at det giver mig andre muligheder. Som landsholdsspiller får jeg af Team Danmark mulighed for at samarbejde med fysisk træner, diætist og mentaltræner. Deres planer har jeg meget bedre kunne følge i dette efterår, og jeg tør roligt sige, at jeg kommer til VM om halvanden måned i en fysisk bedre udgave end sidste år.

Min fysiske træning og min kost er bedre planlagt end nogensinde.

Det er min eneste trøst, når jeg igen zapper væk fra en kamp i Champions League.