Profil gjorde comeback og skaber lys i norsk VM-mørke
Efter 11 måneder uden for håndboldbanen gjorde Amanda Kurtovic comeback lørdag aften. Bagspilleren scorede to gange for sin nye klub Györ.
Den norske landstræner Thorir Hergeirsson har haft brug for en lommelygte i sin søgen efter lyspunkter frem mod VM i Japan i næste måned.
De har været meget svære at få øje på.
De to verdensklasse-keepere Kari Grimsbø og Katrine Lunde er definitivt ude af slutrunden. Ligesom knæskadede Nora Mørk og Kjerstin Solås fra ungarske Siofok ikke bliver kampklar.
Læg dertil, at landstræneren ved det norske landsholdssamling for tre uger siden kunne berette, at det ikke så lyst ud i forhold til Veronica Kristiansen, Amanda Kurtovic og Henny Reistads deltagelse.
Og så har du pludselig en landstræner i et VM-mørke med ekstra godt tag i den føromtalte lommelygte.
Men lørdag aften fik den succesfulde Hergeirsson så endelig godt nyt. Her gjorde Amanda Kurtovic comeback, da hun blev sendt på banen for sin klub Györ, der mødte Krim i Champions League.
Kurtovic blev skadet i det norske landsholds allersidste testkamp mod Frankrig inden EM sidste år.
Dermed havde hun indtil lørdag aften ikke spillet en håndboldkamp i 11 måneder.
Den venstrehåndede bagspiller fik samtidig debut for Györ. Kurtovic skiftede i sommer til den ungarske klub, hvor hun afløste sin landsmandinde Nora Mørk.
Om Amanda Kurtovic når at blive så klar, at hun kan deltage ved VM, der begynder 30. november, er endnu uvist.