Håndbold

Kollega kalder det ’fattigt’, at Nikolaj Jacobsen ikke vil på skolebænken

Kristian Kristensen, der er assistenttræner i Ribe Esbjerg, kalder landstræner Nikolaj Jacobsens holdning for 'fattig'.

Kristian Kristensen er langt fra enig i landstrænerens udtalelser om, at det er ’respektløst og overdrevet’, at han nu skal på skolebænken.

Landstræner Nikolaj Jacobsen er ikke tilfreds med udsigten til at skulle på skolebænken, og den holdning kalder trænerkollega Kristian Kristensen for fattig og ærgerlig.

- Jeg synes, det er for fattigt at begynde at konkludere, at vinderen har ret. Fordi man har vundet en medalje eller mange mesterskaber i Tyskland, så er det lidt, som om konklusionen på det her fra Nikolajs side bliver, at man ikke behøver at skulle på skolebænken.

- Det, synes jeg, er ærgerligt, siger tidligere Herning-Ikast-træner og nuværende assistent i Ribe Esbjerg, Kristian Kristensen, til TV 2 SPORT.

Landstræner Nikolaj Jacobsen skal på skolebænken, da han mangler en bestemt træneruddannelse for at opfylde kravene fra Det Europæiske Håndboldforbund (EHF). Det finder Jacobsen ’respektløst og overdrevet’.

Den indstilling forstår den tidligere Kristian Kristensen ikke.

- Det her er jo ikke noget personspecifikt. Men at kalde det respektløst ikke at få flere meritter, end uddannelsesforløbet har givet i forvejen, er nok i overkanten.

- Jeg kender jo Nikolaj fint, og han er knalddygtig. Min pointe er, at man aldrig bliver for dygtig til at lære. Og er man så dygtig, så må man som minimum også som kulturel leder i DHF have en forpligtigelse til at dele ud af sin viden. Og det er man, når man er landstræner, siger Kristensen.

Kristian Kristensen har undervist ’i en menneskealder’, som han selv beskriver det. Han har undervist håndboldprofiler som Steinar Ege, Jesper Jensen og Lars Krogh Jeppesen.

Ifølge den 45-årige træner har de med ’statsgaranti’ taget meget lærerigt med hjem fra kurserne, hvorfor uddannelsessystemet ikke skal negligeres.

Nikolaj Jacobsen mangler tid

Nikolaj Jacobsens utilfredshed bunder i, at resultaterne burde tale for sig selv, og at forbundet derfor burde ’kigge gennem fingrene og give dispensation’.

- Det, jeg er lidt forundret over, er, at man ikke kigger på det, jeg har præsteret. Jeg har ikke noget imod uddannelse, og det er heller ikke, fordi jeg er ude at pibe. Men jeg synes da, at man godt kunne kigge lidt på de meritter, jeg har præsteret.

- Jeg har en idrætseksamen og en instruktøruddannelse, så jeg synes, at jeg har været igennem meget af det, som vi også gennemgår lige nu. Så det synes jeg godt, at man kunne kigge lidt på. Og så skal jeg nok skrive alle de opgaver, som man beder mig om, siger Nikolaj Jacobsen til TV 2 SPORT.

Utilfredsheden bunder også i, at det rent tidsmæssigt bliver en udfordring for landstræneren.

- Det tager noget tid, når man samtidig er i et trænerjob. Det kan godt undre mig, at der er så mange, der kan nå at tage den Master Coach. For jeg har ikke haft tid til det. Jeg ved, at der er nogen, som har været lige så presset, som jeg er. Så de må da have fået en eller anden fordel, siger landstræneren.

Reglerne hos EHF siger, at mindst en af lederne på sidelinjen skal gennemføre et trænerkursus, så personen besidder en såkaldt Pro License.

Derfor er Jacobsen samt assistenten Henrik Kronborg nu tvunget til at gennemføre EHF Master Coach.