Kontra

De danske håndboldherrer har fået en blandet start på sæsonen

Danmarks herrehåndboldlandstræner, Nikolaj Jacobsen. Bo Amstrup / Bo Amstrup / Ritzau Scanpix

Flere landsholdsspillere - blandt andre to erfarne i Bundesligaen - er begyndt sæsonen flot, men der er også nogle, som savner spilletid i klubberne.

De regerende verdens- og olympiske mestre i herrehåndbold er i disse dage samlet for første gang i indeværende sæson. I Aarhus - de er jo fra Danmark.

Men sæsonen er allerede i fuld gang ude i klubberne, som har spillet masser af kampe i både nationale ligaer og kontinentale turneringer. Og det med forskelligt udbytte for de danske landsholdsspillere.

Se, hvordan det er gået for dem hver især i oversigten nederst i artiklen.

Nogle har skulle finde sig til rette i nye omgivelser, mens andre har boltret sig i vante Bundesliga-rammer. Alt i alt er Nikolaj Jacobsen nu fint tilfreds:

- Jeg synes faktisk, at de fleste er kommet godt i gang. Så er der nogen, som har lidt bump med på vejen, siger landstræneren.

Han nævner blandt andet, at han gerne så mere spilletid til Mads Mensah i Rhein-Neckar Löwen og en større forsvarsrolle til Anders Zachariassen hos Flensburg-Handewitt.

- Man kan også sige, så er de jo mere friske, når de møder ind med landsholdet, end de har været tidligere. Men det er spillere, der ikke spiller lige så meget som i sidste sæson for deres klubber, lyder det fra Jacobsen, da han gæster studiet hos håndboldmagasinet Kontra.

Se Kontra, der har fokus på herrelandsholdet, onsdag fra 22.00 på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Ramt af tre afbud

Måske der i fremtiden kommer mere spilletid til Anders Zachariassen i den dansk-tyske grænseklub - dog på grund af kedelige omstændigheder.

Tirsdag kom det nemlig frem, at landsmand og stregkollega Simon Hald er blevet korsbåndsskadet og ude i 8-10 måneder.

Den store nordjyde er den tredje i rækken, der ufrivilligt må melde afbud til landsholdet. I sidste uge skulle landstræneren finde Golden League-erstatninger for Henrik Toft Hansen og Mikkel Hansen, der begge har været ukampdygtige på grund af hjernerystelser.

Fraværet af sidstnævnte åbner op for, at nogle af de andre dygtige danskere på venstreback kan få chancen. Og det ændrer også mulighederne ved træningerne forud for januars EM ifølge landstræneren:

- Det betyder, vi kan prøve noget andet, når Mikkel (Hansen red.) ikke er der. Måske få lidt mere sikkerhed i det, når Mikkel ikke er på banen.

- Så kan vi måske spille nogle lidt andre ting, men omvendt har jeg det også sådan, at Mikkel er meget på banen og har en meget central rolle i vores angrebsspil. Så noget værdi giver det, men vi taber også en masse værdi i, at han ikke er her, lyder det fra Nikolaj Jacobsen.

Jacobsens mandskab indleder Golden League torsdag mod Frankrig. En kamp som særligt fire danskere kommer til i absolut storform ifølge Bent Nyegaard:

- En forsvarsgeneral i Møllgaard, en verdensklassekeeper i Landin, en fuldstændig eventyrlig Morten Olsen, og Hans Lindberg, der storspiller i Berlin. Det er de fire, der virkelig har performet på absolut højeste niveau, lyder vurderingen fra håndboldeksperten.

Håndboldherrerne inden Golden League

Overblik over sæsonstarten i klubberne

Niklas Landin

Niklas Landin

Målmand

  • THW Kiel, Tyskland
  • 19 kampe (15 sejre, 1 uafgjort og 3 nederlag)
  • 175 redninger

Bent Nyegaards analyse:

Jeg tror, at det her er den bedste start på en sæson nogensinde fra ham. Han har været eminent. Han har haft en evne til at starte så godt i målet, at Kiel har fået teten i kampene.

Foto: Georgi Licovski / Ritzau Scanpix

Jannick Green

Jannick Green

Målmand

  • SC Magdeburg, Tyskland
  • 14 kampe (9 sejre og 5 nederlag)
  • 115 redninger

Bent Nyegaards analyse:

Jannick Green har fået en fin start. Han har fulgt sit mandskab, Magdeburg, som startede med at slå Kiel, og så er det gået sådan lidt ned ad bakke. Men de er ved at få fat igen. Det beskriver Jannicks Greens første del af sæsonen meget godt.

Foto: Jan Kuppert / Scanpix Denmark

Magnus Landin

Magnus Landin

Magnus Landin

  • THW Kiel, Tyskland
  • 19 kampe (15 sejre, 1 uafgjort og 3 nederlag)
  • 39 mål

Bent Nyegaards analyse:

Han tog initiativet og spillede meget i starten. Han startede godt, men det er blevet mere hverdag nu for Landin. Bortset fra kontrafasen, så er Kiel ikke et hold, der overfodrer deres fløje. Så der skal man være omhyggelig, når man får chancen.

Foto: THW Kiel

Magnus Bramming

Magnus Bramming

Magnus Bramming

  • TTH Holstebro
  • 9 kampe (5 sejre, 2 uafgjorte og 2 nederlag)
  • 55 mål

Bent Nyegaards analyse:

Med sin erfaring, rutine og speed har han været en vigtig brik i ”det nye TTH”, hvor de stadig satser på kontraløbene. Og det har han gjort rigtig fint. Jeg kunne godt tænke mig, at han blev lidt mere forsvarskoncentreret.

Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Lasse Andersson

Lasse Andersson.

Lasse Andersson

  • FC Barcelona, Spanien
  • 12 kampe (11 sejre og 1 nederlag)
  • 33 mål

Bent Nyegaards analyse:

Lasse Andersson jagter spilletiden mere og mere. Konkurrencen er kanon-hård, og Lasse Andersson må slås for at få de minutter, han kan få. Han har stadig gjort det godt, når han har fået chancen.

Foto: TV 2 Danmark

Michael Damgaard

Michael Damgaard

Michael Damgaard

  • SC Magdeburg, Tyskland
  • 14 kampe (9 sejre og 5 nederlag)
  • 76 mål

Bent Nyegaards analyse:

Der er perioder, hvor han ikke bliver prioriteret så meget, som han selv kunne ønske. De spiller med to playmakere, der gerne vil spille hurtigt. Indimellem går det ud over Michael Damgaard. Men når han er der, så har han spillet godt.

Foto: SC Magdeburg

Jacob Holm

Jacob Holm

Jacob Holm

  • Füchse Berlin, Tyskland
  • 8 kampe (6 sejre og 2 nederlag)
  • 24 mål

Bent Nyegaards analyse:

Jeg synes, det pynter på hans udvikling, at han stadig bliver betroet meget spilletid. De kompetencer, som han er kendt for; hans speed og acceleration, hans retningsskift, brud og hurtige skudafvikling, det bliver han bare bedre og bedre på.

Foto: Füchse Berlin

Lasse Møller

Lasse Møller

Lasse Møller

  • GOG
  • 15 kampe (9 sejre og 6 nederlag)
  • 95 mål

Bent Nyegaards analyse:

Han har spillet nogle fuldstændig forrygende kampe. Han laver et hav af mål og et hav af assist. Men indimellem ligger der åbenbart for stort et pres på ham. Det gør, at hans spildprocent bliver for stor.

Foto: GOG.

Mikkel Hansen

Mikkel Hansen.

Venstreback

  • Paris Saint-Germain, Frankrig
  • Kampe: 3 kampe (3 sejre)
  • 25 mål

*Mikkel Hansen var oprindelig udtaget til landsholdes Golden League-kampe, men måtte melde afbud med en hjernerystelse, der også har holdt ham ude af de fleste Paris-kampe.

Bent Nyegaards analyse:

I de tre kampe, han har spillet, har han scoret masser mål, og han har en udnyttelsesprocent på 82. Alt tegnede til – og gør det forhåbentligt stadig – på en stor sæson fra Mikkel Hansen.

Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Rasmus Lauge

Rasmus Lauge

Playmaker

  • Veszprém KC, Ungarn
  • 12 kampe (9 sejre og 3 nederlag)
  • 42 mål

Bent Nyegaards analyse:

Han kommer fra en position som kongen af Flensburg til et hold med ekstremt mange spillere. Så det er helt nyt territorium for Rasmus Lauge. Hans sidste Champions League-kamp, hvor han lavede otte mål, er måske en indikation af, at han er ved at vænne sig til de nye forhold. 

Foto: Boglarka Bodnar / Ritzau Scanpix

Mads Mensah

Mads Mensah

Venstreback

  • Rhein-Neckar Löwen, Tyskland
  • 11 kampe (7 sejre, 2 uafgjorte og 2 nederlag)
  • 25 mål

Bent Nyegaards analyse:

Det har været en hård opstart for Mensah. Han har slet ikke haft den rolle, han havde under Nikolaj Jacobsen. Men senest spillede Mensah en helt forrygende kamp mod Hannover. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at det er et spørgsmål om tid, før han kommer til at spille mere igen. 

Foto: Rhein-Neckar Löwen

Morten Olsen

Morten Olsen

Playmaker

  • TSV Hannover-Burgdorf, Tyskland
  • 11 kampe (10 sejre og 1 uafgjort)
  • 70 mål

Bent Nyegaards analyse:

Det er noget af det bedste, jeg har set ham spille. Han styrer fuldstændig Hannover-holdet. Med stor succes indtil videre. Jeg tror roligt, man kan sige at Hannover har overrasket med deres sæsonstart. Men det har været med Morten Olsen i absolut topform. 

Foto: Hannover-Burgdorf

Henrik Møllgaard

Henrik Møllgaard.

Forsvarsspiller

  • Aalborg Håndbold
  • 15 kampe (13 sejre, 1 uafgjort og 1 nederlag)
  • 57 mål

Bent Nyegaards analyse:

Møllgaard spiller en stor rolle i forsvaret, men han er også afgørende i angrebet. Han er virkelig dygtig til at lave mål eller målgivende afleveringer, når det kniber allermest. Sidste sæson spillede han formidabelt, og han er fortsat. Han er i storform.

Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Nikolaj Øris

Nikolaj Øris.

Højreback

  • Bjerringbro-Silkeborg
  • 9 kampe (5 sejre, 1 uafgjort og 3 nederlag)
  • 35 mål

Bent Nyegaards analyse:

Det har været en sjælden udgave af den ellers så træfsikre Nikolaj Øris. Tidligere lavede han stort set ingen fejl. Det gør han nu. Skudmæssigt har han heller ikke været så skarp som tidligere. Han slås med formen sammen med sit hold, der har problemer.

Foto: John Randeris / Ritzau Scanpix

Niclas Kirkeløkke

Niclas Kirkeløkke

Niclas Kirkeløkke

  • Rhein-Neckar Löwen, Tyskland
  • 13 kampe (9 sejre, 2 uafgjorte og 2 nederlag)
  • 20 mål

Bent Nyegaards analyse:

Han skal have tid til at vænne sig til ny træner og en ny måde at afvikle det hele på. Han lagde ud med at få stor tillid fra træneren. Men han har fået mindre og mindre spilletid. Så han har ikke ramt sit topniveau.

Foto: Rhein-Neckar Löwen

Hans Lindberg

Hans Lindberg.

Højrefløj

  • Füchse Berlin, Tyskland
  • 13 kampe (9 sejre og 4 nederlag)
  • 94 mål

Bent Nyegaards analyse:

Det er en af de bedste historier, der findes, tror jeg. Han spiller på højeste niveau. Det er ikke alt, der lykkes for Füchse Berlin, men det meste lykkes altså for Hans Lindberg. Det er jeg meget imponeret over. 

Foto: Getty Images

Lasse Svan

Lasse Svan Hansen

Højrefløj

  • SG Flensburg-Handewitt, Tyskland
  • 17 kampe (12 sejre, 1 uafgjort og 4 nederlag)
  • 43 mål

Bent Nyegaards analyse:

Det er ikke nogen hemmelighed, at Lasse Svan har slidt lidt med det. Det har Flensburg også. Han er ny anfører. Jeg siger ikke, det er derfor, men han har meget at se til, og det er altså gået ud over træfsikkerheden.

Foto: René Schütze / Ritzau Scanpix

Anders Zachariassen

Anders Zachariassen

Stregspiller

  • SG Flensburg-Handewitt, Tyskland
  • 14 kampe (9 sejre,1 uafgjort og 4 nederlag)
  • 17 mål

Bent Nyegaards analyse:

Han står jo i det centrale Flensburg-forsvar, hvor to andre er foretrukket. Det betyder, at der bliver ikke ret meget spilletid. Johannes Golla, som også er tysk landsholdsspiller har fået en god start på sæsonen, så er det gået ud over Zachariassen. Han har ikke spillet ret meget.

Foto: EHF

Alexander Lynggaard

Alexander Lynggaard

Alexander Lynggaard

  • Saint-Raphaël Frankrig
  • 5 kampe (2 sejre, 1 uafgjort og 2 nederlag)
  • 11 mål

Bent Nyegaards analyse:

Det er en stor chance for Alexander Lynggaard, nu hvor Simon Hald er ude. Han har jo været med tidligere i Nikolaj Jacobsen-regi. Så det er hans store chance. Men det kræver, at han spiller godt og spiller meget i Frankrig. Det har han ikke gjort indtil videre i Saint-Raphaël.

Foto: Saint-Raphaël

Magnus Saugstrup

Magnus Saugstrup.

Magnus Saugstrup

  • Aalborg Håndbold
  • 15 kampe (13 sejre, 1 uafgjort og 1 nederlag)
  • 58 mål

Bent Nyegaards analyse:

Saugstrup er i sin bedste form. Hans makkerskab med Henrik Møllgaard er en af hovedårsagerne til, at det er gået Aalborg så godt. Han har spillet rigtig meget, fordi René Antonsen har været skadet. Så han har taget et ekstremt stort læs, og han har gjort det med bravur.

Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Simon Hald

Simon Hald Jensen

Stregspiller

  • SG Flensburg-Handewitt, Tyskland
  • 17 kampe (11 sejre, 2 uafgjorte og 4 nederlag)
  • 10 mål

*Den store nordjyde var udtaget af landstræneren, men i den sidste klubkamp inden samlingen blev Simon Hald desværre ramt af en slem knæskade.

Bent Nyegaards analyse:

Han har haft en meget stor rolle forsvarsmæssigt i midterblokken. Det er meget flot, at han kommer ind og får en afgørende rolle der. Han har spillet med i Flensburgs overtal, men har ellers ikke fået så meget spilletid i angrebet.

Foto: René Schütze / Ritzau Scanpix

Henrik Toft Hansen

Henrik Toft Hansen

Stregspiller

  • Paris Saint-Germain, Frankrig
  • Kampe: 10 kampe (10 sejre)
  • 10 mål

*Henrik Toft Hansen skulle have spillet landskampe med Danmark ved Golden League, men måtte melde afbud på grund af en hjernerystelse.

Bent Nyegaards analyse:

Han forsvarer også mere, end han angriber. Til gengæld har han både spillet med i 6-0-forsvar, og når de dækker deres 5-1-forsvar; så har Henrik Toft fået en del spilletid. Men han kæmper jo med Luka Karabatic og Kamil Syprzak om stregpladsen. Han har ej heller fået ekstraordinært meget spilletid angrebsmæssigt.

Foto: Paris Handball