- Det gør ondt, siger skadet landsholdsstreg efter EM-afbud
En korsbåndsskade er skyld i, at Simon Hald misser EM og efter al sandsynlighed misser OL.
Telefonen har været på overarbejde, siden Simon Hald for fem dage siden fik beskeden om, at han havde revet det forreste korsbånd over i venstre knæ og dermed misser EM-slutrunden i januar og muligvis også OL til næste sommer.
Familie og venner har været søde til at skrive opmuntrende beskeder til landsholdsstregen, der lige nu kun kan følge sine holdkammerater fra sofaen hos familien i Aalborg. Han blev torsdag opereret for den korsbåndsskade, der holder ham fra håndboldbanen de næste 8 til 10 måneder.
- Det var ikke det, jeg havde håbet eller troet på, så det gjorde lidt ondt. Jeg stod lige foran en landsholdssamling, og jeg synes, at det gik rigtig godt i klubben, og at jeg har udviklet mig meget. Det ville jeg selvfølgelig gerne været fortsat med, så det var en træls nyhed. Jeg skulle til at kæmpe for en plads til EM og OL – det kan jeg ikke nu - og det gør ondt, fortæller Simon Hald til TV 2 SPORT.
Flensburg-Handewitt-spilleren blev skadet i et opgør mod sin gamle klub Aalborg i Champions League, og selvom det gjorde ondt, da han vred om i knæet, aftog smerterne alligevel hurtigt igen. Derfor var det også noget af en mavepuster, da lægen ringede med den kedelige besked – at korsbåndet var røget.
- Det har været nogle hektiske dage. Da jeg fik svaret fra scanningen, skulle jeg lige sunde mig, det tog lige et par timer, og herefter var jeg så nødt til at skulle snakke med en masse forskellige læger, for at jeg hurtigst muligt kunne blive opereret. Jeg brugte det meste af aftenen på at tale med trænere og læger. Så det har været noget hektisk, og det er ikke meget, jeg har fået sovet de sidste par dage, må jeg ærligt indrømme.
OL er ikke noget, der sker hvert år
Det er første gang i karrieren, at landsholdsspilleren kan se frem til en lang genoptræningsperiode. Kun en omgang kyssesyge har tidligere holdt Simon Hald fra håndboldbanen i en måneds tid.
Denne gang kan der dog gå helt op til 10 måneder, før han igen er klar til håndbold på allerhøjeste niveau, og det betyder, at stregspilleren efter alt at dømme også må vinke farvel til drømmen om en plads ved OL næste sommer.
- Jeg er nødt til at være realistisk – og OL bliver svært at nå. Det var i forvejen ikke en plads, der var givet for mig. Jeg skulle stadigvæk kæmpe for den plads, og det havde jeg håbet på, at jeg kunne gøre. Nu er det nok først der, at jeg begynder at spille mine første kampe efter skaden, så det ser ikke rigtig realistisk ud - desværre.
- Det gør lidt ekstra ondt. OL er ikke noget, der sker hvert år. Og det er en hel speciel oplevelse, har jeg fået fortalt. Det er noget af det ypperste, man som sportsmand kan deltage i, og jeg drømte selvfølgelig også om at få muligheden for at komme med. Det var ikke sikkert, at jeg var kommet med alligevel, men så havde jeg da i hvert fald gjort mit for at kæmpe om en plads. Og den mulighed har jeg så desværre ikke rigtig nu.
Går alt efter planen, kan Simon Hald igen støtte lidt på benet om et par dage – herefter venter en lang og sej genoptræning i Tyskland, men det er ikke noget, der tager modet fra den 25-årige dansker.
- Lige nu kan det næsten ikke gå for hurtigt med at komme i gang med genoptræningen, men jeg også nødt til at have noget tålmodighed, lyder det fra håndboldspilleren, der altså må nøjes med at se sine landsholdskammerater fra sofaen, når de lørdag møder Norge ved Golden League.
Den kamp kan du se på TV 2 og TV 2 PLAY fra klokken 15.50.