Håndbold

Kritiserer spilleres 'mentor-løn': - Det er en klar omgåelse af reglerne

Håndbold Spiller Foreningen kritiserer, at Skanderborg Håndbold giver spillere løn for at være mentorer i klubbens ungdomsafdeling - og samtidig betaler spillerne en lav løn for at spille håndbold

Håndbold Spiller Foreningen kritiserer, at Skanderborg giver spillere ekstra løn for at være 'mentor' i ungdomsafdelingen.

Skanderborg Håndbold har i flere år undladt at forsikre klubbens dameligaspillere, selvom de har en kontrakt og får løn.

Det viser en spillerkontrakt fra denne håndboldsæson, som TV 2 SPORT er i besiddelse af.

Skanderborgs formand, Jens Christensen, har efterfølgende forklaret, at klubben ikke mener, at de skal tegne en ulykkes- og arbejdsskadeforsikring på spillerne, fordi de alle tjener 11.995 kroner om året - nøjagtig fem kroner under Dansk Håndbold Forbunds grænse for, hvornår en klub skal registrere sine spillerkontrakter hos forbundet.

Skanderborg Håndbold udbetaler dog mere end 11.995 kroner til nogle spillere. Den spiller, hvis kontrakt TV 2 SPORT er i besiddelse af, har ved siden af sin spillerkontrakt også en kontrakt som 'mentor' i klubbens ungdomsafdeling.

Et job, som giver spilleren 18.000 kroner yderligere om året - og som ifølge kontrakten bliver udbetalt kontant.

- Når tingene kommer som en samlet pakke – en kontrakt og en 'mentorordning' ved siden af – så fortæller det os alt om, at det her er en måde, man ganske enkelt omgår reglerne på. Og det står vi ikke på mål for, og det ønsker vi ikke at have i vores sport, lyder kritikken fra Michael Sahl Hansen, der er direktør i Håndbold Spiller Foreningen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Her er 'mentor-aftalen', som en spiller i Skanderborg Håndbold har ved siden af sin spillerkontrakt

- I bund og grund er det jo noget, man sætter op for at komme rundt om de her regler. Det er jo for at give en højere løn, end man reelt kan – uden at skulle registrere kontrakten, mener spillernes organisation.

En individuel aftale

Skanderborg Håndbold sparer et gebyr på 1.783 kroner per kontrakt, når klubbens kontrakter ikke skal registeres hos Dansk Håndbold Forbund. Klubbens formand Jens Christensen afviser dog, at det er noget lusk ved 'mentor-aftalerne', som fire spillere i klubben ifølge formanden har.

Tip os

Har du informationer om mistænkelige kontraktforhold i dansk idræt? Skriv til TV 2 SPORTs journalist Lars Bruun-Mortensen på lamo@tv2.dk.

Din henvendelse vil blive behandlet med fuld fortrolighed. 

Man kunne jo have den mistanke, at de her 18.000 kroner sådan set var spillerløn, som I bare betaler på en anden måde? Hvad siger du til det?

- Det er en mistanke, du har.

Nej, det er en mistanke, som Håndbold Spiller Foreningen har.

- Jeg vidste ikke, at spillerforeningen også tog vare på ungdomstrænere. Jeg troede, det var håndboldspillere, de havde fat i, svarer Skanderborg-formanden.

Men det er jo ikke at svare på spørgsmålet. Er det her en måde at lønne spillere på en anden måde?

- Nej, det er det ikke. De er, fordi de yder en indsats, der ligger ud over det, der er omfattet af den kontrakt på 12.000 kroner (spillerkontrakten, red.).

Hvad skal man helt konkret lave som 'mentor'? Skal man komme til træning to gange om ugen? Skal man med til kampe? Hvad skal man?

- Det er individuelt aftalt.

Hvad vil det sige? Der er ingen forpligtelser, når man er mentor?

- Jo, jo, de har funktionen, og hvis de for eksempel har en omkostningsgodtgørelse, så skal de dokumentere, at de har omkostningen for at få den godtgjort. De skal selvfølgelig også være til stede, så de kan udfylde den rolle, som for eksempel målmandstræner eller mentor.

Hvorfor er det et bedre lønnet job at være mentor i jeres ungdomsafdeling end at spille håndbold på jeres ligahold?

- Det har sammenhæng med den rolle, de udfører, hvad er det for nogle kvalifikationer, og hvad er det for nogle omkostningsgodtgørelser, de kan være i nærheden af. Det er det, der fastsætter summen.

Der står i den her mentoraftale, at beløbet betales kontant. Hvorfor gør det det?

- Det er, fordi der skal være dokumentation. De muligheder, man har med skattelovgivningen efter DIF’s (Danmarks Idræts Forbund, red.) anvisninger, det er, at det er omkostningsgodtgørelser.

Så den pågældende spiller havde ikke fået 18.000 kroner, hvis hun ikke kom og afleverede kvitteringer?

- Nej, svarer Skanderborg-formanden.

Foreningen er ikke overbevist

Håndbold Spiller Foreningen er dog ikke overbevist.

- Hvis der reelt er et arbejde i det for spilleren, er det fair nok. Men det er ikke umiddelbart det, vi har hørt, siger Michael Sahl Hansen.

Dansk Håndbold Forbund (DHF) stiller som krav til alle klubber, at den løn, som spillere får for at spille håndbold, skal opgives til DHF, hvis beløbet overstiger 12.000 kroner om året.