Håndbold

Skanderborg-sag bliver 'nyt fokusområde' hos Divisionsforeningen

Skanderborgs udformning af kontrakter vækker ikke begejstring hos Divisionsforeningen, som nu går ind i sagen.

Det skal ikke være muligt at udforme kontrakter på måden, som Skanderborg Håndbold i øjeblikket benytter sig af.

Det er konklusionen fra Divisionsforeningens direktør, Thomas Christensen, der mandag vågnede op til nyheden om, at damespillerne på kontrakt i den jyske klub ikke er forsikret.

- Det er nyt for os med de her kontrakter, hvor man bevidst skriver forsikringerne ud. Derfor er det et nyt element og et nyt fokusområde for os, siger direktøren til TV 2 SPORT.

TV 2 SPORT er i besiddelse af en kontrakt med en Skanderborg-spiller, der viser, at klubben har undladt at tegne en ulykkes- og arbejdsskadeforsikring på spilleren.

Danske arbejdsgivere har pligt til at tegne en arbejdsskadeforsikring for ansatte. Skanderborg Håndbold mener dog ikke, at klubben er arbejdsgiver for sine dameligaspillere, fordi ingen af dem tjener 12.000 kroner eller mere om året på at spille håndbold.

Det er nemlig den grænse, som Dansk Håndbold Forbund har fastlagt for, hvornår kontrakter skal registreres hos forbundet.

I stedet tjener de 11.995 kroner, og derfor vil Divisionsforeningen nu se på, om skillelinjen er forældet.

- Vi skal have kigget på området. Vi skal have kigget på grænsen på 12.000. Den er jo af gammel dato og indført, fordi vi ikke skal regne alt lommeuld, spillersko og dynejakker med.

Mandag kunne TV 2 SPORT afsløre, at Skanderborgs udformning af kontrakterne er ulovlige. Det vurderer en ekspert i arbejdsret.

- De bindinger, der ligger på spilleren - blandt andet i forhold til sponsortøj, at man skal deltage i træninger, og man skal stå til rådighed for mediedækning og så videre - peger meget kraftigt i retning af, at der er et lønmodtager- og arbejdsgiverforhold. Og det har jeg svært ved at se, at der skulle være tvivl om ved en domstol, siger Christian Højer Schjøler, der er lektor ved Syddansk Universitet og forsker i netop arbejdsret.

'Mentor'-løn vækker skepsis

Udover kontrakter fem kroner under skillelinjen, har klubben flere spillere ansat som 'mentor' i klubbens ungdomsafdeling. Et job, som giver spilleren, hvis kontrakt TV 2 SPORT er kommet i besiddelse af, 18.000 kroner yderligere om året - og som ifølge kontrakten bliver udbetalt kontant.

Det har Håndbold Spiller Foreningen har været ude at kritisere, og Divisionsforeningen forholder sig også skeptisk.

Er det iøjnefaldende, at flere af deres spillere tjener flere penge på at være mentor end på at spille håndbold?

- Jo, det er det. Det er i hvert fald ærgerligt, især hvis funktionerne i klubberne ikke findes. Det er det, jeg går mest op i, siger Thomas Christensen.

Han tilføjer, at de ikke kan undersøge, hvorvidt ’mentor’-posten eksisterer. Dette er op til Skattestyrelsen.