Håndbold

Konkurrenter ærgrer sig over Skanderborg-spillernes forhold

Team Esbjergs Rikke Poulsen og Line Jørgensen føler med spillerne i Skanderborg Håndbold, der i flere år ikke er blevet forsikret af klubben.

Mandag kunne TV 2 SPORT afsløre, at Skanderborg Håndbold har undladt at tegne en ulykkes- og arbejdsskadeforsikring på klubbens spillere gennem de seneste to år, selvom det er et brud på loven ifølge en ekspert arbejdsret.

Det ærgrer spillerne hos ligaens førerhold Team Esbjerg, at konkurrenterne i Skanderborg ikke er sikret de samme forhold som dem selv.

- Jeg synes ikke, det er helt i orden. Jeg synes noget af det mindste, man kan gøre som klub, det er at forsikre sine spillere, hvis man har spillere på kontrakt, siger Line Jørgensen til TV 2 SPORT.

- Jeg synes, det er rigtig ærgerligt for spillerne. Hvis man samtidig spiller som amatør, kan pengene være meget små. Så står man lidt med håret i postkassen, hvis uheldet er ude, forklarer Team Esbjerg-målmanden Rikke Poulsen.

I Skanderborg Håndbold mener man ikke, at klubben er arbejdsgiver for sine dameligaspillere, da ingen af dem tjener mindst 12.000 kroner om året, som er Dansk Håndbold Forbunds grænse for, hvornår en kontrakt skal forsikres.

I Team Esbjerg er højre back Line Jørgensen en de spillere, der i løbet af sin karriere netop har benyttet sig af sin ulykkes- og arbejdsskadeforsikring.

- Nu har jeg selv været en del skadet og haft brug for mine forsikringer. Det er vores arbejde, så ligesom alle andre har en forsikring på deres arbejde, skal vi også have det. Det er utrolig vigtigt. Der er bare nogle gange, hvor det er rigtig godt at have det, siger Team Esbjerg-spilleren.

Antal ligahold skal drøftes

På et møde torsdag vil Dansk Håndbold Forbund, Spillerforeningen og Divisionsforeningen se nærmere på, om der skal skæres i antallet af hold i kvindehåndboldligaen.

Det skal drøftes om økonomien er stærk nok i de mindre klubber i ligaen til at sikre de rette forhold for spillerne.

Står det til Rikke Poulsen, så hilser hun forslaget om færre hold i ligaen velkommen.

- Antallet af hold kunne være en af tingene, man kunne kigge på. I forvejen synes jeg, at vi har utroligt mange kampe, når vi også spiller Champions League, EHF-kampe og så videre. Jeg vil ikke synes, at det gjorde noget, hvis man barberede nogle hold fra, siger Team Esbjerg-målmanden.

Formanden i Skanderborg Håndbold, Jens Christensen, har forklaret, at forsikring af spillerne vil koste klubben op mod en kvart million kroner, og det har den østjyske klub ganske enkelt ikke råd til.