Dansk kæmpe vender hjem
Til sommer skifter 29-årige Morten Bjørnshauge fra franske PAUC til SønderjyskE.
Når 2020/21-sæsonen skydes i gang, får SønderjyskEs håndboldherrer tilført knap 198 centimeter og 110 kilo til holdkortet.
Stregspillerkæmpen Morten Bjørnshauge forlader nemlig franske PAUC til fordel for SønderjyskE, hvor han har fået en treårig kontrakt. Det skriver SønderjyskE i en pressemeddelse.
- Jeg skifter til SønderjyskE, fordi jeg synes, det er et rigtigt spændende projekt, der er gang i, og jeg føler, at det passer godt til mine ambitioner, siger Bjørnshauge i pressemeddelelsen.
- Jeg tror på, at jeg kan være med til at tage det næste skridt op ad stigen sammen med SønderjyskE.
Han har spillet i klubber som GOG, Århus og KIF Kolding - sidstnævnte forlod han i 2018 for at prøve sig af i udlandet.
I SønderjyskE råder man også i næste sæson over stregspillerne Frederik Ladefoged og Sveinn Johannsson, og det ser cheftræneren som en fordel.
- Med tilgangen af Bjørnshauge får vi en stærk stregspillertrio, som også skal tage et stort slæb sammen i det centrale forsvar, siger Kasper Christensen.
- Bjørnshauge er fysisk stærk med store kompetencer i begge ender af banen, og jeg kan mærke, at han er meget sulten.
SønderjyskE er aktuelt nummer fire i herreligaen med fem sejre i otte kampe.
I sidste sæson sneg klubben sig lige akkurat med i slutspillet med en ottendeplads.