Håndbold

Skanderborg forsikrer spillerne resten af sæsonen

Skanderborgs ligadamehold får alle tegnet en arbejdsskadeforsikring for resten af sæsonen. Det oplyser klubben onsdag.

Skanderborg Håndbold har i de seneste dage været centrum for en nyhed om manglende arbejdsskadeforsikringer til håndboldspillere, da klubben bevidst har undladt at forsikre sine spillere i den danske kvindeliga.

På et internt møde i klubbens dame- og eliteudvalg tirsdag aften har man besluttet at gøre det om for resten af denne sæson.

- For at skabe fuldstændig tryghed og ro omkring vores spillere, har vi i dag besluttet at tegne en arbejdsskadeforsikring, der gælder for vores førsteholdstrup for resten af indeværende sæson, lyder det i en pressemeddelelse.

Flere aktører i dansk håndbold har udtrykt sig i ærgelse over det manglende sikkerhedsnet for spillerne, og Divisionsforeningen har også gjort det til et fokusområde at undgå kontrakter uden en arbejdsskadeforsikring.

Har selv rejst problematikken

Damespillerne i Skanderborg har ikke haft en arbejdsskadeforsikring i de seneste to år. Klubben har begrundet det med, at ingen af ligaspillerne tjener over 12.000 kroner årligt, der er DHF's minimumsgrænse for, hvornår man skal være omfattet af ligareglementet.

I pressemeddelelsen fremgår det, at Skanderborg i sommer selv tog initiativ til at få udpenslet reglerne på området, men uden held.

- Vi rejste selv denne problematik på Divisionsforeningens årsmøde den 13. juni 2019 uden dog at få en afklaring på spørgsmålet. Da spillerne i vores trup alle modtager mindre end 12.000 om året, har vi ikke opfattet os selv som arbejdsgivere. Det er den tolkning, der nu sættes spørgsmålstegn ved.

Ifølge Divisionsforeningens formand, Thomas Christensen, var der dog ikke tale om et egentligt spørgsmål ved årsmødet for 4,5 måned siden.

- Det har ikke været et åbent spørgsmål, om det var rigtigt eller forkert at have forsikringer eller ej, men at de så en udfordring omkring forsikring, som de opfordrede til, at vi arbejdede videre med. Vores svar til klubber med juridiske spørgsmål er, at de skal sikre, at deres egne rådgivere er enige i måden, de gør tingene på.

- Man ønsker jo, at alting er sort og hvidt, så når man har et spørgsmål, kan man hundrede procent finde svaret. Det føler de sig jo lidt frustrerede over, at de har kunnet få her, og at der ikke er nogen, der har set tingene på helt samme måde, som de har gjort, siger Thomas Christensen til TV 2 SPORT.

Skanderborg-spillerne har fået 11.995 kroner i løn om året - fem kroner under minimumsgrænsen - men flere er samtidig også blevet betalt for at være 'mentor' i klubbens ungdomsafdeling. Dette har medført kritik af Håndbold Spiller Foreningen.