Håndbold

Bundhold chokerer i ligaen - største sensation i nyere tid, siger ekspert

Ajax København spillede sig fra en 12.- til en 10.-plads i kvindernes håndboldliga, da de vandt 24-23 ude over Viborg HK.

Hvis spillerne i den traditionsrige håndboldklub Viborg HK har tømmermænd lørdag morgen, så skyldes det højst sandsynligt den håndboldfest, der fredag aften forvandlede sig til en gedigen fuser på hjemmebane.

Storfavoritterne tabte således 23-24 hjemme til Ajax København, der inden kampen havde skrabet fire point sammen i ti kampe. Det er et resultat, der chokerer TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard.

- Hvad skete der lige her? Det er uden tvivl den største sensation i nyere tid i dansk kvindehåndbold. Det er en kæmpe sensation, og jeg er decideret i chok, lyder den umiddelbare reaktion.

Også cheftræner hos københavnerne erkender, at resultatet var ret overraskende.

- En fantastisk sejr. Vi fik point med derfra for to år siden, men det er da en sensation, at vi slår et hold med så mange landsholdsspillere, siger Dennis Bo Jensen og fortsætter:

- Sejren betyder meget for os. Bundkampen er stadig meget tæt, og vi har tabt til Skanderborg og Aalborg, så vi har pres på at få point i andre kampe. Vi er glade for sejren i går, men ved jo godt, at der er andre kampe, som er endnu vigtigere at vinde.

Ajax København har nu seks point efter de 11 første ligakampe i denne sæson, men mangler stadig to meget vigtige kampe mod oprykkerne fra Horsens samt et enkelt opgør mod Skanderborg Håndbold og EH Aalborg.

Afgjort med scoring i sidste sekund

Fra starten af kampen bragte udeholdet sig foran 3-1 efter godt fem minutters spil. Hjemmeholdet Viborg fik dog hurtigt udlignet, og ved pausen var det helt lige ved stillingen 14-14.

Efter 41 minutter sendte Pauline Bøgelund hjemmeholdet foran 18-17, og så forventede tilskuerne formentlig, det var startskuddet på en sikker sejr. I stedet var det Ajax København, der syv minutter senere pludselig havde scoret fire mål i træk og var foran 21-18.

Viborg kæmpede videre, og med 30 sekunder tilbage af kampen udlignede Anne-Sofie Filtenborg til 23-23. Ajax København tog en timeout, og i allersidste sekund kunne Anne Tolstrup Petersen så sikre sensationen.

Traditionsklubben fra Viborg HK blev højst overraskende slået af Ajax København på hjemmebane, der sikrede sejren til allersidst. Video: David Schiøler

Anna Grundtvig blev udeholdets topscorer, mens Louise Egestorp også spillede en afgørende rolle i målet.

Ajax København ligger nu nummer ti i ligaen med seks point - fire point fra den direkte nedrykningsplads, mens Viborg HK forbliver på sjettepladsen med 14 point efter 11 kampe.