Håndbold

Esbjerg-træner hylder Norges VM-fravalg af profil

Vilde Mortensen Ingstad i aktion for Team Esbjerg i Champions League-kampen mod Lublin.

Team Esbjerg vil gøre brug af den skadede Vilde Mortensen Ingstad i yderligere to kampe, inden hun bliver skånet.

Der var en overraskelse, da den norske VM-trup blev udtaget.

For Team Esbjerg-profilen Vilde Mortensen Ingstad var ikke at finde blandt Thorir Hergeirssons udvalgte.

Det skyldes en rygskade, som hun har døjet med hele sæsonen. Men som ikke har holdt hende væk fra banen. Den norske landstræner samt Team Esbjergs fysiske stab har dog i et samarbejde besluttet, at nu skal Ingstad holde en pause for at komme i fysisk topform igen.

Træneren for de forsvarende danske mestre, Jesper Jensen, hylder Hergeirssons valg.

- Vi er super glade for den og synes, at det er en helt vildt flot beslutning af landsholdet, som ellers gerne ville have haft hende med, siger Jensen til TV 2 SPORT.

OL er målet

Hun skal nu sidde ude i op til otte uger. For med OL på programmet næste sommer er det vigtigere, at den 24-årige stregspiller er med der.

- Havde der ikke været OL, var der nok større sandsynlighed for, de havde taget hende med alligevel. Men med en sommer uden pause har den norske og Esbjergs fysiske stab i samarbejde vurderet, at vi var nødt til at tage en pause på et tidspunkt, fortæller Team Esbjergs træner.

Rygskaden har Ingstad døjet med gennem hele sæsonen. Team Esbjerg og det norske håndboldforbund har været i løbende kontakt. Et forløb, som Jesper Jensen roser.

Skal spille to kampe endnu

Kvindeligaens nummer ét har også forsøgt at skåne den norske kvinde med jævne mellemrum. Eksempelvis blev hun sparet i forrige uge, da holdet mødte Randers og Ajax København.

Da skaden ikke er akut, vil Jesper Jensen efter aftale fortsat gøre brug af hende i de kommende to kampe, inden hun derefter holder en pause.

- Det er en voldsom belastning at tage til en slutrunde, for der skal man spille hveranden dag. Så vi kan dosere hende og sørge for, at det ikke bliver værre og værre, pointerer Jesper Jensen.

I stedet for Vilde Mortensen Ingstad er det op til Hedi Løke og Kari Brattset Dale at vinde duellerne på den norske streg.

VM i kvindehåndbold begynder den 30. november. Det afvikles i Japan.

Her er den norske VM-trup:

  • Målvogtere: Silje Solberg (Siófok KC) og Andrea Austmo Pedersen (Våg Håndball Elite).
  • Venstre fløj: Camilla Herrem (Sola HK) og Sanna Solberg-Isaksen (Team Esbjerg).
  • Venstre back: Emilie Hegh Arntzen (Våg Håndball Elite) og Helene Gigstad Fauske (Herning-Ikast Håndbold), Ingvild Bakkerud (Odense)
  • Playmaker: Stine Bredal Oftedal (Gyøri Audi ETO) og Marta Tomac (Våg Håndball Elite).
  • Højre back: Silje Waade (Våg Håndball Elite) og Stine Skogrand (Herning-Ikast), Moa Högdahl (Viborg)
  • Højre fløj: Malin Aune (Våg Håndball Elite) og Marit Røsberg Jacobsen (Team Esbjerg).
  • Stregspiller: Heidi Løke (Våg Håndball Elite) og Kari Brattset Dale (Gyøri Audi ETO)
  • Reserver: Emily Sando, Kristine Breistøl, Tonje Enkerud