VM håndbold

Verdens bedste var i stort skadeshelvede: - Kunne ikke styre mine følelser

Cristina Neagu er kun lige kommet sig efter en alvorlig korsbåndsskade, men nu vil hun med til VM om mindre end en måned.

Tårerne kunne ikke holdes tilbage i december sidste år, som hun lå der på det blå halgulv i franske Nancy.

Rumænske Cristina Neagu, der to år i træk er blevet kåret til verdens bedste håndboldspiller, vidste udmærket, hvad der var galt. Hun havde selv hørt 'poppet' i sit højre knæ.

Tårerne kom i kølvandet på flere skrig fra den hårdtskydende bagspiller. Hun kendte til følelsen. Den var nøjagtig den samme som i 2013, da korsbåndet røg. Nu skete det igen. En lang pause og en hård kamp for at komme tilbage på topniveau lå ude i horisonten.

326 dage efter det uheldige og alvorlige soloudheld gjorde Neagu så comeback, da hun i weekenden igen gik på banen for sin klub CSM Bucuresti.

- Jeg kunne slet ikke styre mine følelser. Det har været en hård periode for mig, men jeg er virkelig glad for at have spillet for første gang i lang tid, lyder det fra den 31-årige rumæner til Eurohandball.

Har VM i sigte

Den berømte rust skulle lige bankes af, men det blev da til fire scoringer fra Neagu i en overbevisende sejr mod polske MKS Lublin i Champions League.

Om mindre end en måned starter kvindernes VM i Japan. En slutrunde, Cristina Neagu ikke havde turde drømme om at blive en del af for kort tid siden, men nu har sat sig som mål.

- Jeg har været i kontakt med vores landstræner, Tomas Ryde. Det er ingen hemmelighed, at jeg brænder for at spille på landsholdet, men det er klart, at mit helbred er førsteprioritet, forklarer bagspilleren til Eurohandball.

- Det bliver helt sikkert en udfordring, men jeg håber på, at jeg kan spille. Ikke så meget som tidligere, men jeg vil gerne være tæt på holdet og hjælpe på enhver tænkelig måde, der kan lade sig gøre.

Rumænien er i gruppe med Ungarn, Montenegro, Spanien, Senegal og Kazakhstan. VM begynder den 30. november og kan følges tæt på TV 2, TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.