Håndbold

Bjarte Myrhol akutindlagt - ude på ubestemt tid

Bjarte Myrhol har spillet over 200 kampe for det norske landshold.

Skjern må undvære stregspilleren Bjarte Myrhol, der onsdag blev akutindlagt og opereret.

Bjarte Myrhol er blandt såvel håndboldligaens som Skjerns største profiler, men i en ubestemt periode må han sidde udenfor.

Skjern meddeler torsdag, at klubbens anfører onsdag blev akutindlagt og opereret på grund af et hul i tarmen.

- Vi føler med Bjarte og familien, som har været meget igennem de seneste måneder. Vi ved ikke meget på nuværende tidspunkt andet, end vi kommer til at savne ham utrolig meget på holdet, siger bestyrelsesformand Carsten Thygesen i en pressemeddelelse.

Det er anden gang inden for fire måneder, at Myrhol bliver akutindlagt, skriver klubben. Han har gennem længere tid haft problemer med infektioner i tarmene, som onsdag altså medførte en operation.

Bjarte Myrhol må derfor se frem til "en længere pause." Omfanget kendes endnu ikke.

EM i fare

Udover at Myrhols fravær er et stort tab for Skjern, kan det i værste fald også blive dyrt for det norske landshold.

Norge er sammen med Sverige og Østrig vært for EM i januar, men om Myrhol kommer til at opleve en slutrunde på hjemmebane er uvist.

- Går det hele optimalt, er det ikke urealistisk, siger Skjerns sundhedschef, John Bruun, til TV 2 SPORT.

- Det kommer an på, hvordan han responderer på behandlingen. Der er altid risiko for infektion i bughulen efter et hul på tarmen. Det er det, de behandler nu. Så det er svært at sige og for tidligt at sige noget om nu.

Den norske landsholdslæge Thomas Torgalsen bevarer optimismen, efter han har været i kontakt med Myrhol.

- Jeg håber og tror, han kan være tilbage i træning og spille før jul. For os er det vigtigste, at Bjarte bliver frisk og har det godt, men det er klart, at vi også tænker på mesterskabet i januar - endda i Norge, siger Torgalsen til norsk TV 2.

Han fortæller videre, at stregspilleren har det meget bedre i dag, og at han forventes at blive udskrevet fra hospitalet hurtigt.

Bjarte Myrhol har to gange været med til at spille Norge frem til VM-finalen, hvor det begge gange er blevet til nederlag.

EM spilles fra den 10. til 26. januar.